Den 2. januar fik betonproducenten Fårup Betonindustri ny administrerende direktør, idet Niels Søndergaard-Pedersen overtog tøjlerne fra afgående direktør Brian Knudsen. Det skriver virksomheden med 76 ansatte i en pressemeddelelse.
– Som første direktør udenfor familien er jeg stolt og beæret over at få chancen for at føre deres livsværk videre og arbejde på en bæredygtig fremtid for betonindustrien og for det danske byggeri, udtaler Niels Søndergaard-Pedersen i meddelelsen.
Niels Søndergaard-Pedersen har samlet over 30 års erfaring til sig fra betonindustrien. Herunder som formand for Dansk Beton, administrerende direktør i DK Beton og Perstrup Beton Industri samt henholdsvis produktionschef og fabrikschef i DS Elcobyg og Expan.
Brian Knudsen fortsætter som udviklingsdirektør og formand i bestyrelsen og vil i det daglige hellige sig arbejdet med nye og innovative produkter, der udvikles og markedsføres under Fårup Betonindustris tag.
– Jeg vil arbejde med det, jeg synes er sjovt, og jeg har altid brændt for produktion, innovation og opfindelser. Som direktør er der simpelthen ikke nok timer i døgnet, og derfor vil jeg gerne bevæge mig væk fra driften, så jeg kan arbejde videre med mine mange ideer, som forhåbentlig kan være med til at sikre virksomhedens DNA og bæredygtige profil fremadrettet, siger Brian Knudsen.
Brian Knudsen har tidligere opfundet og udviklet Cardcret, som er en patenteret og miljøvenlig udsparingsløsning af pap, der minimerer CO2-aftrykket og affaldsmængden i industrien.
Fårup Betonindustri havde i regnskabsåret 2020/21 en bruttofortjeneste på 49,5 millioner kroner mod 51,9 millioner kroner året før. Resultatet før skat landede i 2020/21 på 3,4 millioner kroner mod 7,4 millioner kroner året før. Resultatet efter skat lød i 2020/21 på 2,6 millioner kroner mod 5,7 millioner kroner året før.
Det fremgår af den seneste årsrapport. Her er balancesummen i selskabet opgjort til 72,4 millioner kroner, mens egenkapitalen lyder på 25,6 millioner kroner.