Et stykke erhvervshistorie i Løgstør er sat til salg, efter at den amerikanske koncern Jeld-Wen har flyttet sin danske produktion til andre lokationer i Danmark og Norden.
Den tidligere hovedfabrik på Danmarksvej rummer mere end 41.000 kvadratmeter under tag og udbydes nu for 62 millioner kroner gennem EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg.
De skriver erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
– Det er ikke hverdagskost, at så stor og velbeliggende erhvervsejendomme bliver udbudt i Nordjylland, udtaler Frank Jensen, direktør og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.
– Her får man ikke bare en masse kvadratmeter, men også fleksibilitet og teknisk kapacitet, der matcher moderne produktion og logistik, og med gode muligheder for at udvide. Sælger er fleksibel, så der er også mulighed for delvis køb af ejendommen eller opdeling i flere lejemål.
Ejendommen har i årtier været hjemsted for produktionen af døre og vinduer, først under navnet Løgstør Møbel Design, senere Vest-Wood og siden 2006 som en del af Jeld-Wen, der i Danmark er kendt for mærket Swedoor. Flere hundrede medarbejdere har haft deres daglige gang på fabrikken, men nu er aktiviteterne flyttet væk fra byen.
Ejendommen omfatter to adresser og opført løbende i takt med Jeld-Wens udvikling.
– Bygningerne på Danmarksvej 7 er på en 34.354 kvadratmeter grund med et samlet bygningsareal på 10.847 kvadratmeter. Overordnet består adressen af sammenhængende produktions-/lagerhaller, udtaler Frank Jensen.
– Den anden matrikel på Danmarksvej 9 med flere. er der i alt 27 forskellige bygninger med et samlet bygningsareal på 30.016 kvadratmeter. Størstedelen af kvadratmeter er sammenhængende lager-/produktionshaller.
Derudover er der en 16.000 kvadratmeter ubebygget grund, der giver mulighed for at bygge til.























