Fabriksbygning på Frederiksberg skal omdannes til 165 boliger

Ejendomsudvikler købte i foråret 2026 den tidligere fabriksbygning for lige godt 100 millioner kroner. Der skal indrettes 165 boliger.

En tidligere trikotagefabrik på Kronprinsesse Sofies Vej 35 på Frederiksberg kan få nyt liv som studieboliger og erhverv.

Copi Group købte for et års tid siden ejendommen af Københavns Professionshøjskole for 100,5 millioner kroner, hvilket var en anelse over mindsteprisen.

Politikerne i Klima-, Plan- og Boligudvalget har nu nikket ja til at sende et lokalplanforslag og et tilhørende kommuneplantillæg i otte ugers offentlig høring.

Projektet omfatter omkring 165 studieboliger. Cirka 125 bliver private, mens omkring 40 skal være almene. Omkring 15 boliger bliver indrettet til par, mens tre får særlige tilgængelighedskrav. Mindst 15 boliger skal være mindst 22 kvadratmeter store, mens den generelle minimumsstørrelse er 15 kvadratmeter.

Den eksisterende bygning, som i de seneste 30 år har været brugt som uddannelsesinstitution, skal bevares og omdannes. Tårnet, portnerboligen og hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdige, og lokalplanen lægger op til en nænsom transformation med blandt andet tilbageførte vinduer og nye, mere moderne åbninger.

En ikke-bevaringsværdig bygning mellem tårnet og portnerboligen kan til gengæld rives ned og erstattes af en mindre træbygning. Der åbnes også for café eller restaurant mod Kronprinsesse Sofies Vej.

Projektet får 675 kvadratmeter opholdsareal, 208 cykelparkeringspladser og blot otte bilparkeringspladser. Samtidig fastholdes 39 eksisterende cykelparkeringspladser langs Kronprinsesse Sofies Vej.

Den maksimale bebyggelsesprocent bliver 230, svarende til den eksisterende bebyggelse, mens der fortsat kan bygges i op til seks etager. Kommunen vurderer samtidig, at projektet ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger og vil derfor ikke udarbejde en egentlig miljøvurdering.

Hvis planerne ender med at blive vedtaget, skal de almene boliger senere gennem en særskilt godkendelsesproces. Kommunen lægger op til, at mindst 25 procent af boligarealet bliver alment.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev