Fælledby bliver demonstrationsprojekt for biobaseret byggeri.
Fælledby bliver demonstrationsprojekt for biobaseret byggeri.

Fælledby er blevet udvalgt som et af otte projekter i Realdanias nye satsning, der skal vise veje til et mere biobaseret byggeri i Danmark.

Det oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.

Målet er at demonstrere, hvordan naturbaserede materialer kan bruges i stor skala og dermed bidrage til at reducere byggeriets samlede klimaaftryk.

– Vi arbejder løbende på at udvikle nye løsninger, der både reducerer byggeriets klimaaftryk og skaber robuste rammer for fremtidens byliv. Derfor er vi glade for, at Fælledby nu får mulighed for at teste flere biobaserede materialer i praksis og bidrage med konkret viden til branchen, udtaler administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn.

Fælledby har allerede eksperimenteret med alternative byggemetoder, og det kommende projekt giver mulighed for at afprøve endnu flere biobaserede materialer i et rækkehusbyggeri.

I det nye samarbejde vil Fælledby og eksterne rådgivere dokumentere de klimamæssige gevinster, teste materialernes holdbarhed og formidle erfaringerne videre. Det skal gøre det lettere for både bygherrer og rådgivere at vælge naturbaserede løsninger og skabe tryggere betingelser for innovation.

Biobaserede materialer som træ, halm, græs, hamp og andre hurtigt voksende fibre rummer ifølge By & Havn et stort potentiale for at sænke CO2-udledning og øge graden af cirkularitet i byggeriet. Samtidig kræver de nye former for dokumentation samt ændrede arbejdsgange i planlægning og opførelse. By & Havn ønsker at vise, hvordan sådanne løsninger kan integreres i store byudviklingsprojekter uden at gå på kompromis med drift og kvalitet.

Med erfaringerne fra Fælledby vil By & Havn demonstrere, at biobaseret byggeri kan være både økonomisk ansvarligt og ambitiøst i forhold til klimaet. Vejen frem går gennem samarbejde, videndeling og vilje til at afprøve nye metoder.

Fælledby udvikles med 2.000 boliger, en skole, to børneinstitutioner, et plejecenter og lokale butikker. En fjerdedel af boligerne bliver almene, og området kommer samlet til at udgøre omkring 219.000 kvadratmeter etageareal.

En tredjedel af arealet genskabes som natur med fokus på biodiversitet, og bydelen indrettes med fælleshuse og nabolagshuse for at styrke fællesskab og lokalt engagement. De første beboere flytter ind i 2025, og hele området forventes færdigt i 2032. Området udvikles af projektselskabet Fælledby P/S, som ejes af PensionDanmark og By & Havn.

Tilmeld Nyhedsbrev