
Kolding Stadion kan få to nye endetribuner med plads til 4.000 ekstra tilskuere. Prisen ventes at blive omkring 148 millioner kroner, men finansieringen er endnu ikke på plads.
Det skriver JyskeVestkysten.
Kolding Stadion Tribune ApS, som står bag den seneste tribuneudvidelse, har bedt Kolding Kommune om 104 millioner kroner. Pengene skal blandt andet gå til tilskuerpladser, toiletter og omklædningsrum, som kommunen lovligt kan støtte. Private investorer skal selv betale for blandt andet loungeområder og kontorer.
Kommunen har allerede bidraget med 33,5 millioner kroner til den vestlige tribune, der blev taget i brug tidligere i år. Derudover er der afsat 5 millioner kroner til forundersøgelser.
Hvis den nye udvidelse gennemføres, kan kommunen også skulle betale 1 million kroner for en midlertidig omlægning af træningsbanerne og yderligere 11 millioner kroner for at reetablere dem efter byggeriet. Samtidig ønsker selskabet, at kommunen påtager sig risikoen for eventuelle store ekstraregninger som følge af uforudsete jordbundsforhold.
Fritids- og idrætsudvalget har sendt et forslag videre til budgetforhandlingerne, hvor det samlede kommunale bidrag kan ende på mellem 0 og 116 millioner kroner.
– Det er ikke særligt præcist, og det skyldes, at det er op til forhandlerne at fastlægge et beløb og beslutte, om kommunen skal yde hele dette beløb, forklarer udvalgets formand Jonas Kallan Langvad (V) til JyskeVestkysten.
Et udvidet stadion ses som en nødvendig investering, hvis Kolding IF Fodbold en dag skal spille i Superligaen.
Private investorer i selskabet Kolding Stadion Tribune ApS har skudt over 72 millioner kroner ind i udvidelsen. De penge er blandt andet gået til VIP-lounge og kommercielt fitnesscenter. Kommunen må ikke yde støtte til de dele af en stadionudvidelse, som er kommercielle.
Fuldt udbygget skal Kolding Stadion have plads til 10.000 tilskuere. Arbejdet med det nye stadion er delt op i fire etaper, hvor Jorton senest har varetaget anden etape med byggeriet af vesttribunen.






















