Det er blevet sværere at være boligkøber på jagt efter en ny ejerlejlighed. Ved indgangen til december var der 6.589 ejerlejligheder til salg, og det er 14,7 procent færre end på samme tidspunkt sidste år.
Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.
Det lavere udbud skyldes især udviklingen på det største lejlighedsmarked i Danmark, nemlig i København og på Frederiksberg.
Udbuddet i København var skrumpet med knap 42 procent i forhold til året før – mens på Frederiksberg var der 53 procent færre lejligheder til salg end for et år siden. Her var der ved udgangen af november måned henholdsvis 1.240 og 149 ejerlejligheder til salg.
– Fra midten af sommeren frem mod november 2023 oplevede vi en kraftig stigning i udbuddet af ejerlejligheder til salg. Denne udvikling var særlig fremtrædende i København og på Frederiksberg, hvor vi oplevede, at udbuddet steg med næsten 60 procent fra juni til november, udtaler Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Læs også: Så meget steg boligpriserne i første halvår af 2024
– Normalt oplever vi at udbuddet stiger samtidigt med at vejret bliver bedre, men den kraftige stigning denne gang, skyldtes blandt andet, at en del af lejlighedsejerne ønskede at overtage deres nye lejlighed, inden det nye boligskattesystem trådte i kraft, og på den måde opnå en skatterabat.
Ifølge Peter Jayaswal har vi i 2024 været vidne til en overraskende udvikling i København og på Frederiksberg.
– Mange forventede, at der ville komme lidt mere ro på efterspørgslen efter ejerlejligheder i København og på Frederiksberg efter indførelsen af det nye boligskattesystem i starten af i år, men vi kan se, at udbuddet af lejligheder har været faldende siden toppen i november sidste år, udtaler han.
– Siden årsskiftet er antallet af ejerlejligheder, som er blevet taget af markedet større end udbuddet af nye ejerlejligheder, der er kommet på markedet. Det tyder derfor på, at køberne ikke har holdt sig tilbage på trods af det nye boligskattesystem.
Højere udbudspriser på ejerlejligheder
Og det er ikke kun faldende udbud, der møder ejerlejlighedskøbere – det er også højere priser.
En gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvadratmeter kostede i november knap 3,6 millioner kroner. Det er en stigning på 4,5 procent, sammenlignet med november 2023.
I København og på Frederiksberg er gennemsnitsprisen for en lejlighed på 85 kvadratmeter knap 5,8 millioner kroner, som er henholdsvis 5,8 procent og 5,5 procent højere end for et år siden.
Læs også: Tre faktorer bag stigende boligpriser
– Det er især lejlighedspriserne i København og på Frederiksberg, der trækker landets gennemsnit op. Og der er nok flere faktorer, som har været med til at øge optimismen på ejerlejlighedsmarkedet, udtaler Peter Jayaswal.
– Først og fremmest har størstedelen af danskerne oplevet en fremgang i deres købekraft, samtidig med at arbejdsmarkedet har været solidt, og at renterne har stabiliseret sig. Desuden er der flere økonomer, som spår prisstigninger de kommende år, som har givet boligsælgerne endnu højere forventninger til, hvad de kan få for deres bolig, slutter han.