Faldende lejepriser på studieboliger i Aarhus

Prisen på studievenlige lejeboliger i Aarhus er faldet siden 2017, viser nye tal fra Danmarks største portal for lejeboliger.

De nye tal fra BoligPortal viser, at huslejen for en to-værelses lejlighed i Aarhus er faldet 3 procent fra 2017-2024 målt på medianlejen. Modsat er SU’en i samme periode steget 9 procent.

De studerende i Aarhus har endda mulighed for at spare en betragtelig sum penge ved blot at flytte få kilometer væk fra centrum.

I en radius af tre-fire kilometer fra centrum er den gennemsnitlige medianleje for eksempel 1.000 kroner lavere per måned end i midtbyen.

– Har man mod på at flytte endnu nogle kilometer væk, falder prisen yderligere – og er det inden for cykelafstand, hvor der ikke er ekstra udgifter forbundet med offentlig transport, er der en del penge at spare, siger Anders Hyldborg, direktør hos BoligPortal.

Læs også: Dyre studieboliger i de store byer

Udviklingen i medianlejen på studieboliger i Aarhus. Kilde: Boligportal.
Udviklingen i medianlejen på studieboliger i Aarhus. Kilde: Boligportal.

Trods faldende lejepriser og højere SU kan det fortsat være svært for studerende at få økonomien til at hænge sammen.

De senere år er områder som Frederiksbjerg og Trøjborg blandt de mest populære blandt de studerende.

Men flere studerende har også fået øjnene op for områderne lidt længere væk, og efterspørgslen stiger i eksempelvis  Vejlby Risskov, Tilst og Viby J.

Det samme billede tegner sig i andre større studiebyer – og i samfundet generelt.

– Vi ser også tendensen blandt befolkningen helt generelt. Flere vil bo i byerne, og det resulterer i højere huslejepriser end uden for byerne, fortæller Ida Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling