FB Gruppen ansætter ny erhvervsudlejningschef

FB Gruppen henter Jeudans kundechef Simon Sander Lippert ind i en nyoprettet stilling som udlejningschef for erhverv.

Projektudviklingskoncernen FB Gruppen har ansat Simon Sander Lippert som ny erhvervsudlejningschef.

Han kommer fra en stilling som kundechef i Jeudan.

Det oplyser ejendomsudviklingsselskabet i en pressemeddelelse.

Ansættelsen er en del af FB Gruppens strategi om at skabe helhedsorienterede bydele, hvor erhverv og boliger udvikles side om side.

Den nye rolle skal sikre, at erhvervsdelen får samme fokus som boligprojekterne, efter at koncernen for nogle år siden ændrede sin oprindelige køb-byg-sælg-strategi og begyndte at beholde flere ejendomme i egen portefølje.

– Opgaven for Simon bliver at optimere vores stigende portefølje af erhvervslejemål, udtaler administrerende direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen

Simon Sander Lippert har været syv år hos Jeudan, hvor han har arbejdet med udlejning, drift og værdiskabelse i tæt dialog med lejere og samarbejdspartnere. Han ser frem til at videreføre denne tilgang i sit nye job.

– FB Gruppen har en unik position som helhedsorienteret byudvikler, hvor erhverv indtænkes som en naturlig del af nye byområder. Det tiltaler mig, fordi det giver mulighed for at skabe stærke erhvervsmiljøer og langsigtede relationer mellem FB Gruppen, lejere og lokalsamfund, udtaler Simon Sander Lippert.

Den 30-årige erhvervsudlejningschef tiltræder sin nye stilling den 1. november 2025. Han bor i Holte med sin hustru og deres tvillinger og bruger fritiden på cykelture, golf og familieliv.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling