Monjasa Park skal gennem en omfattende modernisering, som skal sikre, at stadion er godkendt til Superligaen efter sommeren 2028.
Projektet ventes at koste mere end 50 millioner kroner, oplyser FC Fredericia i en pressemeddelelse.
Fodboldklubben finansierer mindst 40 millioner kroner samt eventuelle ekstra udgifter, mens Fredericia Kommune bidrager med maksimalt 10 millioner kroner. Kommunen beholder samtidig ejerskabet til hele stadionanlægget og de nye forbedringer.
Stadionet skal blandt andet have fuldt overdækkede tribuner, lukkede hjørner og bedre toiletter, salgssteder og publikumsfaciliteter. Samtidig skal facaden have et markant løft. Kapaciteten ventes at blive omkring 6.000 tilskuere.
– Når man ser tilbage på tiden på Baldersvej og sammenligner med, hvor FC Fredericia står i dag, er der sket en meget stor udvikling. Superligasæsonen var en vigtig milepæl og viste, at klubben kan samle byen og konkurrere på højeste nationale niveau, udtaler formand for FC Fredericia, Morten Rahbek.
I sidste sæson spillede FC Fredericia for første gang i klubbens historie i Superligaen, hvor det gennemsnitlige tilskuertal steg fra omkring 1.000 i landets næstbedste række til mere end 3.500. Kampene tiltrak også flere udebanefans og gav aktivitet hos blandt andet restauranter og hoteller.
Klubben får en længerevarende brugsret til stadion og skal betale leje til kommunen. Ifølge aftalen er klubbens investering muliggjort med opbakning fra majoritetsejer Anders Østergaard.
Forundersøgelserne til projektet er allerede i gang. Byggeopgaven sendes i EU-udbud, og udbudsprocessen forventes afsluttet i løbet af foråret 2027. Når opgaven er tildelt, forventes byggeriet at gå i gang umiddelbart efter.
Arbejdet tilrettelægges, så FC Fredericia kan spille hjemmekampe på Monjasa Park under hele byggeperioden. Det moderniserede stadion forventes at stå klar til sommeren 2028.























