AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

FC København har gennem de seneste sæsoner oplevet at boom et antallet af tilskuere til klubbens hjemmekampe i Parken, men der er alligevel blevet lagt en dæmper på stemningen.

De stemningsskabende fans på B-tribunen i Parken har nemlig haft forbud mod at hoppe, fordi en undersøgelse fra Rambøll i marts 2023 viste, at tribunens konstruktion ikke kan holde til koordinerede hop.

Nu skal der gøres noget ved det. Rammerne for det kommende konstruktionsarbejde på B-tribunen er godkendt af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, og FC København er ved at finde en entreprenør til at udføre selve projektet i 2025.

De to dæk på B-tribunen bliver forstærket separat, og arbejdet begynder på den nedre tribune, som ventes klar til sæsonstart 2025/2026, skriver klubben i en pressemeddelelse.

– På baggrund af et glimrende samarbejde med Københavns Kommune er vi nu nået videre til den afsluttende fase i projektet på B-tribunen. Det ser ud til, at vi holder tidsplanen, og vi forventer fortsat, at selve konstruktionsarbejdet går i gang i vinterpausen, udtaler FC Københavns direktør, Jacob Lauesen.

Han understreger, at koordinerede hop fortsat er forbudt, indtil arbejdet er overstået.

Rambøll har været med i processen hele vejen. I de forgangne måneder har Parken haft besøg af en borerig, der har boret 9 meter ned i jorden omkring B-tribunen for at teste fundamentet, før selve konstruktionen går i gang på Nedre B.

– Selve konstruktionsprocessen kommer til at tage meget kortere tid end de indledende faser, hvor vi har testet, tegnet og beregnet i et enormt omfang. Nu går vi sammen med F.C. København og entreprenøren i gang med at designe den konkrete byggeproces, hvor klubbens travle forårsprogram også skal indkalkuleres, fortæller Jan Vig, Head of Monitoring and Analyses of Existing Structures hos Rambøll.

Indtil videre har FC København i denne sæson i gennemsnit haft 28.306 tilskuere til klubbens hjemmekampe i Superligaen, viser tal fra Superstats. Parken har plads til godt 38.000 tilskuere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling