FCK bygger nyt træningsanlæg på Frederiksberg

Klubben vil til efteråret tage 1.100 kvadratmeter nye træningsfaciliteter i brug på KB's anlæg, mens et større permanent center er under planlægning.

FC København bygger nyt træningsanlæg på Frederiksberg. Illustration: Third Nature.
FC København bygger nyt træningsanlæg på Frederiksberg. Illustration: Third Nature.

FC København er gået i gang med forarbejdet til et nyt træningscenter på KB’s anlæg på Frederiksberg.

Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.

Klubben planlægger at opføre 1.100 kvadratmeter nye faciliteter til efteråret med direkte adgang til træningsbanerne.

Det nye center placeres op mod Frederiksberg Hallen og skal blandt andet rumme større og bedre omklædningsrum, restaurant, spillerlounge og mødelokaler. Ifølge FC København skal de nye rammer give klubbens førstehold bedre arbejdsforhold.

Projektet har fået en femårig tilladelse fra Frederiksberg Kommune. Når byggeriet går i gang, fjernes den midlertidige pavillon, som i dag huser spillernes træningscenter.

Samtidig arbejder FC København videre med en permanent løsning på næsten 4.000 kvadratmeter Jens Jessens Vej 10. Frederiksberg Kommunes Klima-, Plan- og Boligudvalg godkendte inden sommerferien en startredegørelse for en ny lokalplan.

Målet er på længere sigt at skabe et performancecenter i international klasse med permanente faciliteter og plads til blandt andre klubbens under 19-årige hold.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev