Fem boligblokke i Nørager i Sønderborg får lov til at fortsætte som midlertidige studieboliger et år længere end planlagt, oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det sker, fordi antallet af studerende i byen er steget markant, ikke mindst på Campus Sønderborg, hvor der efter studiestart i 2026 forventes at være dobbelt så mange studerende som i 2023.
– Sønderborg udvikler sig til en stadig stærkere uddannelsesby, og det er en glædelig udvikling, udtaler Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune.
– Flere studerende skaber liv, kompetencer og vækst i vores kommune. Derfor er det vigtigt, at vi har boliger til de unge, mens de nye permanente studieboliger bliver opført.
De fem blokke rummer tilsammen 115 lejligheder, hvor mere end 200 studerende bor. Sønderborg Kommune og Sønderborg Andelsboligforening har derfor justeret tidsplanen for udviklingsplanen for Nørager og Søstjernevej. Ændringen er godkendt af byrådet og accepteret af Social- og Boligstyrelsen.
Planen er fortsat, at de fem blokke skal renoveres fra sommeren 2029 og derefter afløses af blandt andet almene og private rækkehuse. Samtidig er knap 700 permanente studieboliger på vej andre steder i Sønderborg, blandt andet på Skovvej, Sydvang, Grundtvigs Allé og Bülowsvej. De forventes opført løbende frem mod 2029.
Udviklingsplanen for Nørager blev godkendt i 2021 og er allerede i gang, blandt andet med etablering af ungdomsboliger og ombygning af de første boligblokke. Kommunen fastholder dermed den langsigtede omdannelse af området, men giver samtidig de midlertidige studieboliger et ekstra år til at dække det stigende behov.











