
Entreprenørkonsortiet FLC er i gang med de sidste prøver af specialfartøjet IVY 1 og 2, som skal stå for nedsænkningen af tunnelelementerne til Femern Bælt-tunnelen.
Det oplyser Sund & Bælt, der er bygherre på projektet, i en pressemeddelelse.
Testene finder sted i arbejdshavnen ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn, hvor fartøjet i øjeblikket ligger med det første færdigstøbte tunnelelement spændt fast mellem sig.
Hen over weekenden blev den første opkobling mellem fartøj og tunnelelement gennemført. De indledende prøver har blandt andet haft til formål at sikre, at alle tekniske funktioner virker både når de to dele af fartøjet arbejder hver for sig med et element imellem sig, og når de er samlet som én enhed.
Den næste fase består i at tilføre ekstra vægt til det fastspændte element svarende til den ballastbeton, som senere skal få elementet til at synke. Herefter skal IVY 1 og 2 sænke og hæve det tungere element for at dokumentere, at systemet fungerer som planlagt. FLC forventer at gennemføre denne del af testene i løbet af marts.
Når fartøjet er godkendt af de danske søfartsmyndigheder, bliver tunnelelementet bragt til kaj, hvor der pumpes yderligere beton i. Dermed bliver elementet tungt nok til at kunne sænkes ned i den udgravede tunnelrende på havbunden. IVY 1 og 2 skal derefter transportere elementet ud på position og nedsænke det med millimeters præcision i op til 40 meters dybde.
– Det har taget længere tid end ventet at få det færdiggjort og testet. Nu er FLC tæt på at være i mål, så fartøjet kan blive godkendt til at spille hovedrollen i nedsænkningen af tunnelens mange elementer. Vi forventer, at det første element kan nedsænkes og kobles på tunnelportalen ved Rødbyhavn senere på foråret, udtaler Lasse Vester, der vicekontraktdirektør i Sund & Bælt.
Femern Bælt-tunnelen bliver 18 kilometer lang og kommer til at bestå af 79 standardelementer samt 10 specialelementer med kælderetage til tekniske installationer. IVY 1 og 2 er bygget specifikt til opgaven og er udstyret med 23 kilometer stålwire fordelt på 66 spil, som anvendes under den kontrollerede nedsænkning.






















