Tisvildeleje Camping er blevet solgt festivalen Musik i Lejet. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
Tisvildeleje Camping er blevet solgt festivalen Musik i Lejet. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Tisvildeleje Camping er blevet solgt til arrangørerne af festivalen Musik i Lejet, oplyses det i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, som har formidlet salget af campingpladsen.

Efter flere års usikkerhed har Musik i Lejet dermed sikret sig en ny og mere permanent base. Den populære festival, som siden 2009 har fyldt stranden i Tisvilde med liv og musik, rykker nu fem kilometer væk til Tisvildeleje Camping.

– Det har været et stort usik­ker­heds­mo­ment de sidste par år, hvor vi ofte er mødt på arbejde uden at vide om vi skulle lave festival det ene eller det andet sted, eller om vi overhovedet kunne gennemføre festivalen, udtaler Andreas Grauengaard, festivalleder Musik i Lejet.

– Campingpladsen er som skabt til at afvikle en festival. Pladsen på 93.000 kvadratmeter er fire gange så stor som Musik i Lejets oprindelige plads på stranden, så vi får god plads at boltre os på.

Selvom flytningen ikke nødvendigvis glæder alle naboer, har festivalen været hurtige til at tage dialogen. Der er afholdt informationsmøder, og arrangørerne planlægger konkrete tiltag for at mindske generne, blandt andet ved at vende scenerne væk fra boligerne og lukke festivalpladsen klokken tre om natten.

Hvad campingpladsen skal bruges til på længere sigt, er endnu ikke besluttet, men arrangørerne ser muligheder i både camping og fremtidige events. Først og fremmest handler det dog om at få afviklet årets festival.

Campingpladsen har i over 30 år været brugt til netop camping, men har stået tom det seneste år.

Den tidligere ejer, Kim Sandager, fortæller, at en udenlandsk investor tidligere var tæt på at overtage grunden med planer om at etablere en feriepark, men projektet blev ikke godkendt af kommunen.

EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået for salget, og ifølge partner Jacob Lunding var interessen for campingpladsen stor. Musik i Lejet greb muligheden, da et andet projekt faldt til jorden, og handelen faldt hurtigt på plads til glæde for alle parter.

Ifølge Lunding er interessen for danske campingpladser og hoteller stigende, og den positive udvikling i dansk turisme bidrager til lysten til at investere i nye overnatningsmuligheder.

Ifølge tinglysningen har Musik i Lejet hostet op med 12,5 millioner kroner for campingpladsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling