I andet kvartal af 2024 købte danskerne bolig for godt 23 milliarder kroner – og godt 60 procent valgte et fastforrentet realkreditlån.
Det er en lidt større andel end i starten af året, men lavere end i perioden, før renterne for alvor begyndte at stige i 2022.
Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.
– Et flertal af boligkøberne har de seneste tre måneder valgt et fastforrentet lån, og sådan har det faktisk været de seneste otte år, udtaler Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
– Det kan blandt andet skyldes, at det kan give en større tryghed til boligkøberne, når renten på lånet er kendt i lånets løbetid, og renten på lånet ikke kan stige, i modsætning til et lån med variabel rente. Og falder renterne, vil man kunne lægge sit lån om til et nyt med en lavere rente. Det er en af de mange fordele, der er ved den danske realkreditmodel.
Læs også: Så meget steg boligpriserne i første halvår af 2024
Andelen af boligkøbere, der har valgt et fastforrentet lån, har siden andet kvartal 2016 været højere end 50 procent, og andelen toppede i fjerde kvartal 2019, hvor godt otte ud af ti valgte lån med fast rente.
– Selvom de fleste typisk vælger at gå med et fastforrentet lån, er der også en del, der vælger lån med variabel rente. En af årsagerne til det kan være et ønske om at betale mindre i rente, da renten for et variabelt forrentet lån typisk vil være lavere end renten for et tilsvarende fastforrentet lån ved optagelsestidspunket, udtaler Peter Jayaswal.
– Desuden forventer nogle måske, at renten skal ned i den nærmeste fremtid, og så vil renten automatisk falde på et variabelt forrentet lån. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at med et variabelt forrentet lån vil rentebetalingen også stige, hvis renten stiger. Den risiko har man ikke med et fastforrentet lån.
– Valget af låntype afhænger af ens risikovillighed og ens økonomiske situation, så det er altid en god ide at drøfte med sit penge- eller realkreditinstitut, hvilken slags lån der passer bedst til ens situation, slutter han.