En analyse fra Forsvarsministeriet har vist, at det vil kræve 27 milliarder kroner, at få bragt de danske kasernebygninger i ordentlig stand, og danske pensionsselskaber har meldt sig klar til at løfte opgaven.
Nu går banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber sammen om at støtte op om Danmarks forsvar og beredskab.
Det sker gennem et nyt partnerskab mellem Finans Danmark og Forsikring og Pension, som skal sikre, at den finansielle sektor spiller en mere aktiv rolle i samfundets sikkerhed.
Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.
– Bankerne har både vilje og værktøjer til at bidrage, både når det gælder finansiering, investeringer og opbygning af kritisk infrastruktur. Med partnerskabet stiller vi os aktivt til rådighed for at styrke både forsvaret og beredskabet – og vi er klar til at bidrage med konkrete løsninger, der matcher de behov og prioriteter, samfundet står overfor, udtaler Michael Rasmussen, formand for Finans Danmark.
Med det nye partnerskab vil finanssektoren bidrage med finansiering, investeringer og viden. Målet er at skabe bedre rammer for samarbejde mellem myndigheder og den finansielle sektor. Samtidig skal sektoren hjælpe med at finde private penge til investeringer i blandt andet forsvarsindustri og infrastruktur. Initiativet skal også spille en rolle i regeringens kommende strategi og en planlagt forsvarsfond.
– Med partnerskabet ønsker vi at bidrage til, at den finansielle sektor i endnu højere grad kan understøtte investeringer i alt fra kritisk infrastruktur til forsvarsindustri – til gavn for både sikkerheden og samfundets robusthed, udtaler Ole Krogh Petersen, formand for Forsikring & Pension.























