Der er 17 arter af flagermus i Danmark, og alle er fredede. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Flagermusene er omfattet af en streng beskyttelse efter EU’s habitatdirektiv, hvilket betyder, at kommuner skal sikre, at planer og byggeprojekter ikke skader flagermusenes yngle- og rasteområder.
Når træer skal fældes, eller bygninger skal rives ned, kan det derfor være nødvendigt at undersøge, om området bruges af flagermus.
Undersøgelserne udføres af specialister, som registrerer dyrene ved hjælp af særlige detektorer i to faste perioder: fra den 20. juni til den 7. august og igen fra den 16. august til den 15. september. Derudover foretages en visuel inspektion af området, hvor der blandt andet kigges efter indflyvningshuller og spor efter flagermus.
Ifølge Aalborg Kommune bliver mange sager forsinket, fordi undersøgelserne ikke bestilles i tide. Da lytteundersøgelserne kun kan gennemføres i bestemte perioder af året, kan manglende planlægning betyde flere måneders ekstra ventetid for et projekt.
“Hvis man ikke rettidigt får foretaget lytteundersøgelserne, der altid udføres af specialister, som har erfaringer med lignende opgaver, betyder det længere ventetid på projektet. Derfor er det en rigtig god idé at få det gjort inden for de gældende frister”, skriver kommunen.
Ved større projekter kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at undersøge området over flere år, fordi flagermus kan ændre deres yngle- og rastepladser fra sæson til sæson. Derfor anbefaler kommunen, at undersøgelserne indarbejdes tidligt i planlægningen for at undgå forsinkelser.























