Flammen åbner fire nye restauranter

Restaurant Flammen åbner i Hjørring, Køge, Lyngby og i Sverige efter endnu et år, hvor man kunne levere et rekordregnskab.

Administrerende direktør Piet Klein fra Restaurant Flammen. Foto: PR.
Administrerende direktør Piet Klein fra Restaurant Flammen. Foto: PR.

Restaurant Flammen fortsætter sin vækst og leverer for tredje år i træk det bedste regnskab i kædens historie.

Det oplyser den familieejede restaurantkæde i en pressemeddelelse.

I 2025 steg omsætningen med 13 procent til det højeste niveau nogensinde for kæden.

Overskuddet før skat endte på godt 31 millioner kroner, hvilket er en mindre forbedring i forhold til året før, der allerede var det bedste resultat siden 2017. Koncernen driver i dag 17 egne restauranter samt to franchise-restauranter.

Samtidig voksede antallet af gæster markant. I alt besøgte 1,27 millioner gæster kædens restauranter i 2025, hvilket er næsten 130.000 flere end året før og svarer til en stigning på 11,3 procent.

– Vi er naturligvis stolte af den positive udvikling og vores vækst, især set i lyset af vi også har mærket konsekvenserne af de stigende fødevarepriser, udtaler administrerende direktør Piet Klein fra Restaurant Flammen.

Kæden planlægger i 2026 at åbne nye restauranter i Hjørring i første halvår, i Lyngby efter sommerferien og i Køge senere på året. Samtidig åbner Restaurant Flammen sin første restaurant i Sverige i Halmstad den 26. marts, og yderligere en restaurant i Sydsverige ventes at åbne i efteråret.

Forventningerne til 2026 er endnu højere. Restaurant Flammen regner med et overskud før skat på mellem 45 og 50 millioner kroner.

Fremgangen skal blandt andet komme fra vækst i de eksisterende restauranter, helårseffekten af nye restauranter i Silkeborg og Hillerød, som åbnede i anden halvdel af 2025, samt flere nye åbninger.

Tilmeld Nyhedsbrev