Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering, i Finans Danmark. Foto: PR.
Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering, i Finans Danmark. Foto: PR.

Finans Danmark har i dag offentliggjortstatistikken for lånetilbud i juli 2025.

I denne måned indhentede boligejere i alt 17.171 lånetilbud, hvilket markerer en stigning på 36,8 procent sammenlignet med juli 2024.

Af disse tilbud blev 9.044 givet til eksisterende boligejere med henblik på omlægning af deres nuværende lån eller optagelse af tillægslån, hvilket svarer til en stigning på 59,6 procent i forhold til samme måned året før.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra interesse- og arbejdsgiverorganisationen for blandt andet penge- og realkreditinstitutter.

Ifølge Finans Danmark er det typisk i januar, april, juli og oktober, at antallet af lånetilbud stiger. Dette skyldes, at boligejere i disse måneder står over for opsigelsesfrister, hvis de ønsker at indfri deres lån og omlægge dem forud for næste termin.

– Renteudviklingen i 2022 førte til øget interesse for låneomlægninger, da flere boligejere havde mulighed for at reducere deres restgæld ved at konvertere deres fastforrentede lån med lav rentekupon til et nyt fastforrentet lån med højere rente eller et variabelt forrentet lån, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark.

Han tilføjer, at den lange rente siden da stort set har været uændret, hvilket begrænser muligheden for at omlægge fastforrentede lån til nye lån med lavere rente for mange boligejere.

Samtidig har udviklingen i den korte rente, som er faldet det seneste år, muligvis fået nogle boligejere til at skifte fra fast til variabel rente for at sænke deres månedlige ydelse. Dette kan bidrage til at forklare den markante stigning i omlægningsaktivitet i forhold til sidste år.

– Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis man skifter et fastforrentet lån ud med et variabelt forrentet lån, er der en risiko for, at renten kan stige og dermed øge den månedlige ydelse. Den risiko er der ikke ved et fastforrentet lån, udtaler Peter Jayaswal.

Tilmeld Nyhedsbrev