AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Der var i alt 34.663 villaer og rækkehuse til salg i Danmark ved indgangen til maj, hvilket er er 0,7 procent flere, end der var til salg for en måned siden.

Det viser nye udbudstal fra Boligsiden.

Således er antallet af huse til salg indtil videre steget i samtlige måneder af 2024, hvilket betyder, at landets hussælgere har fået 1.433 flere huse at vælge imellem sammenlignet med starten af året.

– Vi ser typisk, at boligudbuddet stiger desto længere, vi kommer ind i forårsmånederne, fordi det som oftest er den tid på året, at flest danskere sætter boligen til salg, siger Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

I Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Syddanmark er antallet af huse til salg den seneste måned steget med henholdsvis 1,9 procent, 1,3 procent og 0,7 procent.

I Region Hovedstaden er husudbuddet til gengæld faldet med 1,5 procent den seneste måned, mens det er uændret i Region Sjælland.

– Siden de nye boligskatter blev en realitet i januar 2024, har vi set en geografisk skævhed på boligmarkedet. Det overordnede billede er, at de steder i landet, hvor boligskatterne nu er steget betydeligt, der kører aktiviteten i et lidt lavere gear end normalt, siger Birgit Daetz.

– Eksempelvis satte mange i hovedstadsområdet boligen til salg inden årsskiftet, da der her var særligt gode muligheder for at få boligen solgt på grund af den store rift om at købe bolig for at opnå den såkaldte skatterabat. Blandt andet derfor er der færre, som har behov for at sælge nu.”

Stigende lejlighedsudbud i København

Antallet af ejerlejligheder til salg lød på 7.834 styks i starten af maj, hvilket er 1,9 procent flere, end der var til salg for en måned siden.

Det er i Københavns Kommune, at lejlighedsudbuddet er størst, hvor der ved indgangen til maj var 1.954 til salg, som er 4,3 procent flere, end der var til salg i april.

– Boligskatterne er især steget på det københavnske ejerlejlighedsmarked, og som følge deraf er lejlighedsudbuddet faldet hver måned siden årets start i Københavns Kommune, siger Birgit Daetz.

Over 6.000 sommerhuse til salg

Der var i alt 6.177 sommerhuse til salg i starten af maj, som er 4,5 procent flere, end der var til salg i sidste måned.

Det er første gang siden efteråret 2020, at der er over 6.000 sommerhuse i udbud på landsplan.

– Stille og roligt bevæger sommerhusudbuddet sig tilbage i retningen af tiden før coronaårene, som især er en fordel for sommerhuskøberne, fordi der nu er kommet væsentligt mere at vælge imellem, siger Birgit Daetz.

– Det stigende sommerhusudbud er en kombination af, at flere sætter sommerhuset til salg, som vi normalt ser i maj, mens der samtidig er faldet lidt mere ro på sommerhusmarkedet, hvor der stadig handles i et rimeligt omfang, men i et mildere tempo i forhold til tidligere.

Udvikling i antallet af boliger til salg

Boligtype Antal boliger til salg primo maj 2024 Månedlig ændring Årlig ændring
Villaer og rækkehuse                            34.663 0,7 procent 13,1 procent
Ejerlejligheder                              7.834 1,9 procent 15,6 procent
Sommerhuse                              6.177 4,5 procent 30,4 procent

Kilde: Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling