Stadig flere danskere vælger at bo sammen på tværs af generationer. Tal fra Danmarks Statistik viser således, at husstande, hvor 25-44-årige med børn bor sammen med mindst én forælder er steget fra 7.673 i 2014 til 9.324 i 2024 – en stigning på over 21 procent.
Det skriver ejendomsmæglerkæden Estate i en presseemeddelelse.
Ifølge Thomas Jacobsen, kædechef i Estate, møder kædens mæglere stadig flere købere til ejendomme med plads til generationsbofællesskaber.
– Vores mæglere rundt om i landet oplever, at flere familier drømmer om at bo sammen på tværs af generationer. Det handler ofte om at komme tættere på hinanden og dele dagligdagen. Samtidig kan det give god mening økonomisk. Når man bor flere under samme tag, kan man netop dele flere af udgifterne til for eksempel husleje, ejendomsskat, forsikringer og faste udgifter som el, vand og varme – og det kan mærkes på budgettet, siger Thomas Jacobsen.
For familier, der vælger at flytte sammen under samme tag på tværs af generationer, handler det typisk også om at kunne aflaste hinanden i hverdagen. Både her og nu, men også med et længere perspektiv.
Selvom et generationsbofællesskab rummer mange fordele, er idet dog kke uden udfordringer. Det er nemlig langt fra alle, der har lyst til at være sammen hver dag.
Netop derfor er det vigtigt at forventningsafstemme fra begyndelsen og indrette boligen med øje for både fællesskab og privatliv.
– Når flere generationer vælger at bo sammen, anbefaler vi, at der laves en klar, skriftlig aftale fra start. Aftalen bør beskrive, hvem der ejer hvad, hvordan boligen skal vedligeholdes, hvordan udgifterne skal fordeles og hvad der sker, hvis én part vil sælge eller går bort, siger Thomas Jacobsen og uddyber:
– Det kan være svært at tale om, hvad der skal ske ved sygdom eller dødsfald, men det er en god idé at have en plan for, hvordan man skal tackle det. Det sikrer en tryg boligsituation for alle parter og kan være med til at forebygge de konflikter, der ellers let kan opstå, siger Thomas Jacobsen.
En sådan aftale bør også omfatte de mere lavpraktiske forhold i hverdagen som eksempelvis fællesudgifter og fordeling af daglige pligter.
– Det er en god idé at have en fælles opsparing til vedligeholdelse og reparationer. Så kan man undgå uforudsete udskrivninger, der kan skabe uenighed i familien. Og så er det også vigtigt at få aftaler på plads om fordelingen af pligter som græsslåning, hækklipning og maling og den slags, siger Thomas Jacobsen.
Inden man beslutter sig for at flytte sammen på tværs af generationer, er det samtidig vigtigt at have styr på, hvad lovgivningen tillader. Som udgangspunkt er der ingen hindring i, at flere generationer flytter sammen i et enfamilieshus. Så længe husholdningen fungerer som én samlet enhed, er det fuldt ud lovligt.
Men ændrer man på boligens indretning – for eksempel ved at etablere to separate køkkener eller adskilte indgange – kan det få betydning for boligens status i BBR-registeret. I visse tilfælde kan det endda være i strid med lokalplanen.
– Det er klart, at man skal have styr på reglerne. Når vi møder købere, der gerne vil bo flere generationer under samme tag, så minder vi dem om de her udfordringer, så de ikke kommer galt afsted, siger Thomas Jacobsen.