Danskerne viste i september fornyet interesse for boligmarkedet, hvor antallet af lånetilbud steg markant.
Ifølge Finans Danmark blev der i alt indhentet 16.589 lånetilbud, hvilket er en stigning på 11 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Det skriver interesse- og arbejdsgiverorganisationen for blandt andet penge- og realkreditinstitutter i en pressemeddelelse.
Fremgangen skyldes blandt andet, at dansk økonomi fortsat viser positive takter, lyder det fra Finans Danmark.
Den høje beskæftigelse og stigende lønninger styrker privatøkonomien og giver flere danskere lyst og mulighed for at købe bolig.
– Selvom boligmarkedet i København får stor opmærksomhed for tiden, ser vi en stigende interesse for at indhente lånetilbud til boligkøb i hele landet og på tværs af alle landsdele, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark.
Af det samlede antal var 5.891 lånetilbud relateret til køb af ejerbolig og sommerhus. Det svarer til en fremgang på knap ni procent i forhold til september sidste år.
Alle landsdele oplevede en stigning, men udviklingen var særligt tydelig på Bornholm og i Østjylland, hvor antallet af lånetilbud steg med henholdsvis godt 22 og knap 19 procent.























