To tredjedele af den danske befolkning havde i 2022 mindre end en kilometer til nærmeste dagligvarebutik, men for 229.000 personer svarende til 3,9 procent af den danske befolkning er turen fem kilometer eller længere, når der skal handles ind til aftensmaden.
Det er en stigning på 35.000 personer siden 2012. Det viser en ny analyse af afstanden til nærmeste dagligvarebutik.
– Når flere har fået over fem kilometer til dagligvarebutikker, kan det blandt andet hænge sammen med, at antallet af dagligvarebutikker er faldet siden 2012, udtaler Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik i en pressemeddelelse med henvisning til, at antallet af dagligvarebutikker er faldet med 500 siden 2012 til 3.960 dagligvarebutikker i 2022.
I 89 ud af landets 98 kommuner er antallet af dagligvarebutikker per indbygger desuden faldet i løbet af den 10-årige periode, mens antallet er steget i syv kommuner og er uændret i de sidste 10 kommuner.
De fleste af de kommuner, hvor antallet er butikker per indbygger er steget eller er uændret, ligger i nærheden af København.
De kommuner, der har oplevet det største fald i antallet af butikker per indbygger, er Fanø (50 procent) og Mariagerfjord (34 procent).
Ifølge analysen er der især blevet færre købmænd og døgnkiosker, mens antallet af supermarkeder og discountbutikker faktisk er steget en smule i perioden.
I 2022 var der 2.490 supermarkeder og discountbutikker i Danmark, mens der i 2012 var 2.370.
95 procent af de borgere, der har fem kilometer eller derover til nærmeste dagligvarebutik, har også mere begrænset adgang til offentlig transport. Det vil sige, at de enten har længere end en halv kilometer til nærmeste stoppested eller station, eller at der er mindre end fire afgange i timen.
Til gengæld bor 89 procent af dem med relativt langt til nærmeste dagligvarebutik samtidig i en familie med bil. Det er især i landdistrikterne og i byer med færre end 500 indbyggere, at man finder borgerne med fem kilometer eller derover til nærmeste dagligvarebutik.
Nordfyns Kommune er den kommune, hvor den højeste andel af indbyggerne (19 procent) har fem kilometer eller derover til den nærmeste dagligvarebutik. Dernæst følger Samsø Kommune (17 procent) og Tønder Kommune (17 procent).