Flere huse kommer til salg – og priserne stiger fortsat

Foråret har sat gang i boligmarkedet med flere boliger til salg og stigende priser i det meste af landet, lyder det fra Finans Danmark.

Villaer i Vejgård i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.
Villaer i Vejgård i Aalborg. Foto: Dansk Byudvikling.

Der kom flere parcel- og rækkehuse til salg i april, samtidig med at boligpriserne fortsatte med at stige.

Det viser nye tal fra Finans Danmark, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Ved udgangen af april var der 26.656 parcel- og rækkehuse til salg på landsplan. Det er en stigning på 2,2 procent sammenlignet med marts.

Udbuddet steg i 10 ud af 11 landsdele, mens Østjylland var den eneste landsdel med et mindre fald på 0,3 procent. De største stigninger blev registreret i København by og Østsjælland.

Ifølge Finans Danmark viser tallene, at boligmarkedet følger det sædvanlige mønster for foråret, hvor flere boligejere vælger at sætte deres hus til salg. Udvalget af boliger er dog fortsat mindre end sidste år. Antallet af huse til salg ligger nemlig 17,3 procent lavere end i april 2025.

– Vi ser den sædvanlige forårsstigning i udbuddet, hvilket er godt nyt for dem, der er på udkig efter en ny bolig. Udvalget er dog stadig forholdsvis begrænset sammenlignet med sidste år. Samtidig stiger priserne lidt, hvilket vidner om et marked, hvor både sælgere og købere er aktive, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Samtidig steg udbudspriserne i størstedelen af landet i april. På landsplan steg priserne med 0,8 procent fra marts til april til 23.314 kroner pr. kvadratmeter. Sammenlignet med april sidste år er priserne steget med 9,6 procent. Bornholm og Østsjælland havde de største månedlige prisstigninger.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev