
Efter flere år med meget få ledige private lejeboliger er udviklingen nu vendt en smule, lyder det i en pressemeddelelse fra EjendomDanmark.
I fjerde kvartal 2025 nåede boligtomgangen et historisk lavpunkt på 1,9 procent.
Nu er andelen steget til 2,1 procent, viser en ny rapport fra brancheorganisationen for ejere og administratorer af ejendomme.
En del af forklaringen kan være, at flere nybyggede boliger er kommet på markedet. Ifølge EjendomDanmarks cheføkonom Bjarke Roed-Frederiksen har der i flere år været bygget færre etageboliger, hvilket har presset tomgangen ned. En nyopført ejendom bliver nemlig ikke nødvendigvis fyldt med lejere med det samme.
– Nu ser nedgangen i byggeriet ud til at være stoppet, og flere nye boliger kommer ud på markedet. Så er det egentlig meget naturligt, at tomgangen også stiger lidt, siger Bjarke Roed-Frederiksen.
Selv om tomgangen nu er steget, er niveauet fortsat markant lavere end det historiske gennemsnit. EjendomDanmark har opgjort boligtomgangen siden 2014, og gennemsnittet for perioden er 3,4 procent.
Det er derfor for tidligt at konkludere, om stigningen er begyndelsen på en mere permanent udvikling.
– Men lige nu kan vi i hvert fald konkludere, at der fortsat er meget stor efterspørgsel på private lejeboliger, siger Bjarke Roed-Frederiksen.






















