I løbet af årets første tre måneder blev der solgt 3.242 ejerlejligheder i Danmark. Det er 4,3 procent flere end på samme tid sidste år. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Det skriver realkreditinstitutternes interesse- og arbejdsgiverorganisation i en pressemeddelelse.
Lejlighedskøbere fik dog færre kvadratmeter for pengene end købere for et år siden. I første kvartal af 2024 kostede en typisk lejlighed på 85 kvadratmeter knap 2,8 millioner rkoner, som er er lidt over 110.000 kroner mere end for et år siden.
Alene i København blev der solgt 1.316 ejerlejligheder i årets første kvartal, hvilket er en stigning 2,3 procent i forhold til samme periode sidste år.
Ligesom på landsplan fik de københavnske købere også mindre for deres penge. Her kostede en typisk lejlighed på 85 kvadratmeter lidt over 4,3 millioner kroner. Det svarer til en stigning på næsten 284.000 kroner i forhold til året før.
– Som konsekvens af krigen i Ukraine oplevede vi i løbet af 2022 og 2023 kraftige stigninger i forbrugerpriserne og renterne, som medførte, at boligkøberne i den periode var mere tilbageholdende på boligmarkedet. Det resulterede i, at vi oplevede et fald i både antallet af solgte lejligheder og i salgspriserne, udtaler Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
– Men i de seneste par kvartaler har vi oplevet, at lejlighedskøberne har vænnet sig til de nye vilkår og igen er begyndt at handle boliger. Dog er vi ikke tilbage på det niveau i priser og antallet af handler, vi så i tiden op til krigen i Ukraine.
Mindre afstand mellem køber og sælger
Afstanden mellem lejlighedskøbernes og sælgernes forventning til prisen er det seneste år blevet mindre.
I årets første kvartal fik lejlighedskøberne på landsplan i gennemsnit et nedslag i prisen på 3,5 procent, det svarer til næsten 50.000 kroner for en typisk lejlighed på 85 kvadratmeter. For et år siden fik køberne rabat på cirka 67.000 kroner for en tilsvarende lejlighed.
På samme måde som på landsplan oplevede de københavnske lejlighedskøbere også, at rabatten blev mindre. For et år siden kunne de i gennemsnit forhandle en rabat på 184.000 kroner hjem for en typisk lejlighed på 85 kvadratmeter. I de første tre måneder af året er rabatten faldet til omkring 130.000 kroner.
– Det er ikke så overraskende, at der bliver givet mindre rabatter i takt med, at aktiviteten på boligmarkedet stiger. Så den øgede aktivitet på boligmarkedet, som vi har set over de seneste par kvartaler, betyder også, at købers og sælgers forventninger til prisen oftere ligger tættere på hinanden, siger Peter Jayaswal.