FLSmidths tidligere hovedkontor skal forvandles til nyt bykvarter

Gennem Nrep har Urban Partners sammen med AG Gruppen købt FLSmidths tidligere hovedkontor i Valby. Området står over for en større transformation.

Urban Partners har gennem Nrep købt FLSmidths tidligere hovedkontor i Valby i et joint venture med AG Gruppen for 730 millioner kroner. Købet sker gennem NSF V fonden.

En lokalplan for grunden er allerede klar, og de nye ejere af grunden løfter i en pressemeddelelse sløret for fremtidsplanerne.

En stor del af de nuværende kontorarealer på det næsten 72.000 kvadratmeter store område vil blive renoveret til moderne kontorer, mens der vil blive opført cirka 55.000 kvadratmeter boliger.

– Valby er en bydel i hastig forandring, og vi ser et stærkt lokalt engagement og et ønske om fortsat at udvikle området. Vi vil gerne bidrage til den positive udvikling og bruge områdets industrihistorie til at tilføje endnu et attraktivt område i Valby. Med vores tilgang ønsker vi at bygge videre på Valbys eksisterende kvaliteter og gøre vores for at skabe en åben og bæredygtig bydel med plads til både liv, arbejde og fællesskab, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, partner og landechef Danmark i Nrep.

Hos AG Gruppen, som skal stå for udviklingsarbejdet, er man også begejstrede.

– Vi er glade for at vi nu får muligheden for at udvikle et nyt spændende byområde til København og københavnerne, i samarbejde med vores gode joint venture-partner Nrep. Vi tror på, at vi med fælles indsats får skabt et nyt og levende byområde, der binder områdets historiske betydning sammen med moderne boligformer og attraktive kontorpladser, udtaler koncerndirektør i AG Gruppen Bjarke Windeløv Graae.

FLSmidth vil fra 2026 flytte ind på et nyt hovedkontor på Havneholmen, og overlader dermed et ikonisk bygningsværk til moderne byudvikling.

Valby har gennem de seneste år været præget af en markant udvikling, hvor blandt andet bydelen Grønttorvet har tilføjet et nyt boligområde til bydelen.

Med omdannelsen af Vigerslev Allé 77 ønsker Nrep og AG Gruppen at bidrage til denne bevægelse ved at åbne det tidligere lukkede erhvervsområde og gøre det til en aktiv del af den omkringliggende by.

En særlig del af projektet foregår i samarbejde med Revco, og har fokus på at renovere og opgradere en stor del af kontorerne til moderne arbejdspladser.

– Vi ser et stort potentiale i at genanvende og videreudvikle eksisterende bygninger. Ikke mindst når det handler om en ikonisk erhvervsejendom som FLSmidths smukke, gamle hovedkontor i Valby. Når vi omdanner ældre kontorbyggeri til moderne arbejdspladser, sparer vi på ressourcerne og bringer historien med os videre. Det er både godt for byen, for miljøet og for fællesskabet, siger Thomas Riise-Jakobsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling