Nordstern står i hovedentreprise for byggeriet af Det Nye Sølund på Indre Nørrebro i København.
Projektet til 1,45 milliarder kroner er tegnet af C.F. Møller Architects i samarbejde med Afry og arkitektkontoret Tredje Natur.
Ifølge hovedentreprenøren begynder første etape af det 49.000 kvadratmeter store byggeprojekt at tage form.
Det samlede projekt omfatter både 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger og 22 ældreboliger samt servicearealer, en daginstitution, konferencelokaler, en 11.200 kvadratmeter stor parkeringskælder og mikrobutikker, oplyser Nordstern i en pressemeddelelse.
Nørrebro strækker sig over 4,1 kvadratkilometer er med omkring 80.000 indbyggere den tættest befolkede bydel i Danmark. Området omkring Det Nye Sølund er tæt bebygget, og der er ikke meget plads at rutte med på byggepladsen, hvor der blot er fire meter frirum rundt om bygningen.
Nordstern følger derfor en detaljeret og stram logistikplan, hvor trafikken i området er omdirigeret, og byggeleverancer skal koordineres i en “just-in-time”-proces.
– Det er en udfordring at bygge på så begrænset plads, og det kræver en ekstraordinær styring af logistik og leverancer, fortæller Henrik Munk Jørgensen, projektchef hos Nordstern.
– Vi har dedikeret en medarbejder til den opgave, som udelukkende styrer tidsplaner og materialeleverancer. Det hele handler om præcision, og når det lykkes, er det en rigtig god følelse.
Samarbejde og trivsel i fokus
Projektet løber over fem år, og byggeriet afleveres i tre etaper. Første etape, der omfatter plejeboliger, daginstitution og servicearealer, afleveres efter planen 2026. Anden og tredje etape følger i 2027 og 2029.
Nordstern afholder løbende workshops med fokus på trivsel og opgavefordeling.
– Det er et langt forløb med mange involverede parter, så vi prioriterer medarbejderpleje og samarbejde højt. Vores workshops er en vigtig del af den proces, fordi de skaber fællesskab og sikrer, at vi alle arbejder mod det samme mål, siger Mads Lennart Nielsen, projektchef hos Nordstern.
I 2013 købte SAB plejehjemsbygningerne Sølund på Nørrebro for at rive bygningerne ned og erstatte dem med nybyggeri for 800 millioner kroner i samarbejde med Københavns Kommune.
Der blev senere skrevet kontrakt med Züblin, men i 2022 besluttede SAB i tæt samarbejde med KAB at ophæve kontrakten med totalentreprenøren på grund af et ekstrakrav fra Züblin på 314 millioner kroner.
I september 2023 blev Nordstern så udpeget som ny hovedentreprenør på Det Nye Sølund, og en betinget entreprisekontrakt på 1 milliard kroner blev underskrevet.