Hvidovre Havn. Foto: Hvidovre Kommune.
Hvidovre Havn. Foto: Hvidovre Kommune.

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har sat gang i de første konkrete tiltag for at beskytte hovedstadsområdet mod stormflod.

På et møde den 25. marts blev det godkendt, at Sund & Bælt indleder tekniske forstudier af en mulig stormflodsport ved Kalvebodbroen samt analyser af konsekvenserne for miljøet.

Baggrunden er, at staten og kommunerne Hvidovre, København, Taarnby og Dragør  sammen har gennemført en forundersøgelse af en stormflodssikring af hovedstaden. Sikringen kræver et sammenhængende projekt fra Tuborg Havn i nord, rundt om Amager til Brøndby Havn i syd.

Med Folketingets vedtagelse af finansloven for 2026, blev der afsat i alt 189 millioner kroner fra accelerationspuljen til at igangsætte arbejdet med miljøkonsekvensvurderinger af første fase af stormflodssikring omkring København. Midlerne er betinget af, at kommunerne bidrager med et tilsvarende beløb, hvilket de fire kommuner har gjort i deres respektive 2026 budgetter. Hvidovre har afsat i alt 24 millioner kroner fordelt over perioden 2027-2032.

Annonce

De kommende undersøgelser skal blandt andet kortlægge vandstrømme og naturforhold i området. Allerede i sensommeren 2025 blev de første målinger af vandgennemstrømningen sat i gang.

Selve byggeriet af en stormflodsport forventes tidligst at kunne begynde om seks til otte år, mens en færdig løsning ligger i slutningen af 2030’erne. Frem mod da arbejder Hvidovre Kommune parallelt med et lokalt projekt, der skal sikre kystområderne mod oversvømmelser på kortere sigt.

Det lokale projekt ved Kalvebodkysten skal afdække forskellige muligheder for sikring og vil blive udviklet i tæt samarbejde med både Sund & Bælt og borgere i området. Målet er at finde løsninger, der både beskytter mod oversvømmelser og samtidig kan forbedre mulighederne for rekreative aktiviteter langs kysten.

– Vi er ude i projekter med en lang tidshorisont her, og det kan være lidt abstrakt at forholde sig til, at der ude i fremtiden vil komme til at være en stor port ved Kalvebodbroen, udtaler Hvidovres borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF).

– Men det er nødvendigt, at vi kommer i gang med arbejdet nu – både i den store samlede stormflodssikring af hovedstaden og i vores lokale projekt. Klimaforandringerne er en realitet, og dem, der bor i den del af Hvidovre, der ligger ud mod vandet, kan skrive under på, at stigningen af havvand allerede mærkes, når der er stormflod.

Det samlede stormflodsprojekt omfatter også Avedøre Holme, hvor eksisterende diger vurderes at være tilstrækkelige i en årrække. Her forventes yderligere undersøgelser først at begynde omkring 2030.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev