Første spadestik til stort bolig- og hotelbyggeri i Ørestad

De 210 nye boliger og 143 hotellejligheder ved Bella Center skal især tiltrække unge, studerende og internationale tilflyttere.

Urban Partners har købt hotel- og boligprojekt i Ørestad i København af Skanska. Illustration: Holscher Nordberg.

Byggeriet af et nyt bolig- og hotelprojekt er nu gået i gang på Ørestads Boulevard ved Bella Center Metrostation.

Det skriver Skanska i en pressemeddelelse

Mandag den 15. juni tog Skanska og Urban Partners det første spadestik til det 13.100 kvadratmeter store byggeri, som bliver opført på den sidste ubebyggede grund langs metrostrækningen i Ørestad City.

Hotellejlighederne omfatter et samlet etageareal på 4.700 kvadratmeter, mens boligerne samlet omfatter 8.400 kvadratmeter.

Projektet kommer til at rumme 210 mindre et- og toværelses lejligheder på mellem 32 og 47 kvadratmeter samt 143 hotellejligheder med køkken.

Målgruppen er blandt andet studerende, unge i arbejde, unge par og internationale tilflyttere.

– Projektet er udviklet til unge, der ønsker at bo kompakt, tæt på naturområder og samtidig byens liv og oplevelser. Placeringen i Bellakvarter er fremragende for dem, der ønsker at bo og opleve København på den måde, udtaler Peter Nymann-Jørgensen, der er administrerende direktør i bygherren Skanska.

Urban Partners har købt hotel- og boligprojekt i Ørestad i København af Skanska. Illustration: Holscher Nordberg.
Urban Partners har købt hotel- og boligprojekt i Ørestad i København af Skanska. Illustration: Holscher Nordberg.

Der bliver desuden etableret fælles opholdsarealer og et grønt gårdrum, som skal skabe gode rammer for aktiviteter og fællesskab blandt beboerne, lyder det fra Skanska.

Byggeriet opføres med træfacadeelementer for at reducere klimaaftrykket og skal leve op til kravene for en DGNB Guld-certificering.

Når projektet står færdigt om cirka to år, overtager Urban Partners ejendommen for 608 millioner kroner.

Boligerne får navnet Bella Studios og skal udlejes af Juli Living, mens den finske hotelkæde Bob W skal drive hotellejlighederne.

Bygherre er Skanska, arkitekten er Holscher Nordberg, og Rasmus Friis står for styringsentreprisen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev