Folketinget giver 14 byer lovfritagelser og millioner til at skabe liv i bymidten

Folketinget giver 14 byer 130 millioner kroner samt blandt andet mulighed for at dispensere fra lokalplaner for at skabe mere liv i bymidterne.

Folketinget har i dag vedtaget lov om forsøgsordning for frie bymidter.

Med ordningen kan 14 udvalgte mindre og mellemstore byer fordelt i hele landet gå i gang med konkrete indsatser for at skabe mere liv i bymidterne.

Arbejdet vil desuden blive understøttet af en statslig finansiering på 130 millioner kroner i forsøgsperioden fra 2024-2027.

Det skriver By-, Land og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

– En levende bymidte er en livsnerve for rigtig mange bysamfund. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver noget mere lokal frihed til at lave de løsninger, som giver mening for den enkelte by, udtaler minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).

– Jeg glæder mig til at følge de konkrete indsatser og blive klogere på, hvad der virker godt, når man skal skabe levende og attraktive bymidter.

Loven gælder inden for bymidten i Assens, Faaborg, Grindsted, Hornslet, Ikast, Nordborg, Nykøbing Sjælland, Odder, Otterup, Rødekro, Rønne, Sakskøbing, Støvring og Vamdrup og træder i kraft den 1. juli 2024.

Loven udmønter den politiske aftale Mere liv i bymidter og landdistrikter fra november 2021, hvor et bredt politisk flertal også afsatte 130 millioner kroner til etablering af en forsøgsordning med frie bymidter.

Med forsøgsordningen har et antal mindre og mellemstore byer fået mulighed for at blive sat fri af eksisterende regler for at finde nye veje til mere liv i bymidten. Forsøgsordningen løber fra 2024-2029 og det er et krav, at der bliver etableret velfærdsfunktioner i bymidten.

Ordningen giver blandt andet mulighed for at dispensere fra lokalplaners principper, erhverve ejendomme og udleje lokaler til brug for velfærdsfunktioner, yde tilskud til leje af tomme lokaler og uddele adfærdsfremmende gaver til borgere.

Ministeriet oplyser, at der vil blive foretaget en evaluering midtvejs i forsøgsperioden og til slut. Evalueringen skal danne grundlag for eventuelle beslutninger om permanente lovændringer og sikre, at byernes erfaringer kan komme andre byer til gode.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling