Fond donerer over 200 millioner til modernisering af Køge Bugt Strandpark

Køge Bugt Strandpark skal moderniseres for 370 millioner kroner, og der bliver nu sat gang i en arkitektkonkurrence om projektet.

A.P. Møller Fonden donerer 210 millioner kroner til en omfattende modernisering af Køge Bugt Strandpark.

Det skriver Vallensbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Området har i 45 år både beskyttet kysten mod stormflod og givet tusindvis af borgere adgang til strand, natur og friluftsliv. Den store donation skal sikre, at Strandparken også i fremtiden forbliver et attraktivt og bæredygtigt rekreativt område.

– Køge Bugt Strandpark er et utrolig vigtigt åndehul for rigtig mange mennesker. Her findes muligheden for et aktivt udeliv og gode naturoplevelser, udtaler Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er bestyrelsesformand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Strandparken blev anlagt i årene 1977 til 1980 som et enestående projekt, der kombinerede kystbeskyttelse, natur og friluftsmuligheder.

Men tiden har sat sine spor, og området trænger nu til en gennemgribende fornyelse for at kunne modstå fremtidens stigende vandstande. De omkringliggende kommuner har derfor allerede sat et kystbeskyttelsesprojekt i gang.

Med fondens donation skal Strandparkens bygninger, faciliteter og naturområder moderniseres.

Arkitektkonkurrence skal sikre en tydelig identitet

A.P. Møller Fonden udskriver en arkitektkonkurrence, som skal sikre, at den nye strandpark får en tydelig identitet, en sammenhængende arkitektur og en klar forankring i natur og landskab. Alt nybyggeri skal være bæredygtigt.

Planen er, at Strandparken skal have seks nye indgange med hver sin særlige profil. Her skal der være plads til bevægelse, leg, naturformidling og ophold. Samtidig anlægges et nyt stisystem, der skal gøre det lettere og tryggere at færdes i det syv kilometer lange område.

Projektet gennemføres af fællesskabet Strandparken I/S, hvor Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen er formand. Han kalder donationen en enestående mulighed for at skabe en ny og moderne strandpark, der både styrker naturen og sammenhængskraften på Vestegnen.

– Fremtidens Køge Bugt Strandpark kommer til at være en kæmpe gave, der med respekt for naturen vil skabe lokal sammenhængskraft og stolthed over at bo i den smukke, blå og grønne Vestegn, udtaler Henrik Rasmussen.

Fakta

  • Køge Bugt Strandpark er syv kilometer lang. De kystnære arealer og lagunesøerne tilhører Strandparken I/S, som ejes af Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve kommuner.
  • Strandparken blev etableret i 1977-1980, hvor sand blev pumpet op fra Køge Bugt for at skabe klitter, strande og rekreative områder. Ambitionen var at beskytte oplandet mod stormflod og give adgang til strand og friluftsliv for det voksende bysamfund langs bugten.
  • Strandparken I/S har siden 2019 arbejdet med en vision om fremtidens Strandpark, der bærer overskriften ”Med landskabet – For befolkningen”. Visionen er inddelt i tre grundsten: Klima, Friluftsliv og Natur.
  • Folketinget har i januar 2025 vedtaget en anlægslov, som gør projektet muligt.
  • A.P. Møller Fonden har doneret 210 millioner kroner til projektet. Derudover bidrager kommunerne i Strandparken med egen finansiering.
  • Samtidigt med moderniseringen af Køge Bugt Strandpark realiseres også et kystbeskyttelsesprojekt, som vil sikre både Strandparken og de lavtliggende områder bagved mod klimaændringer og stigende vandstand.
  • Det samlede projekt vil koste 370 millioner kroner, som udover A.P. Møller Fonden finansieres af staten, kommunerne og grundejere.

Kilde: Vallensbæk Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling