I en ejendomshandel, der kan gå hen og blive én af de mest største i 2024, har Fonden DIS ifølge Byens Ejendom købt ejendommen på Sølvgade og Georg Brandes Plads 2 i København af CBRE Investment Managements (CBRE IM).
Ejendommen er på cirka 20.000 kvadratmeter og huser 463 studieboliger samt nogle mindre kontor- og retail-arealer.
Ejendommen har været administreret af Basecamp, men som et led i salget vil Fonden DIS på sigt overtage administrationen og rebrande ejendommen.
– Det har været en konstruktiv og smidig proces taget transaktionens størrelse i betragtning, og både køber og sælger er meget tilfredse, hvilket ikke er en selvfølge i det nuværende marked. Prisen er fortrolig, men det kan oplyses, at den er tæt på 1 milliarder kroner, udtaler Christian Bro Jansen, Head of Capital Markets i CBRE.
CBRE IM var rådgivet af CBRE, Plesner og Martinsen Rådgivning & Revision, mens Fonden DIS blev rådgivet af Bruun & Hjejle, EY og Emcon.
Ejendomskomplekset blev opført i 1771 til kaserneformål og barakbygninger for unge soldater. Siden blev det overtaget af DSB, der anvendte det til kontorformål, inden Ejendomsselskabet Norden overtog det i sommeren 2014 for 280 millioner kroner.
Over Byen Arkitekter har stået for omdannelsen af de fredede bygninger til beboelsesformål i samarbejde med Kulturstyrelsen, Københavns Kommune og Norden. I 2016 solgte Norden ejendommen til CBRE.