AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Med 95 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden er FO-Aarhus klar til at transformere den tidligere Journalisthøjskole – kendt som Bunkeren – til et kultur- og fællesskabshus.

Det skriver oplysningsforbundet i en pressemeddelelse.

Ifølge Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus, skal Kulturhus Bunkeren være det sociale samlingspunkt i Margrethebjerg, som området ved Oluf Palmes Alle i det nordlige Aarhus er omdøbt til.

– Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel, som mødested for områdets beboere og borgere i hele Aarhus, udtaler Anne Thorø Nielsen.

Aarhus Kommunes helhedsplan for Margrethebjerg vil på sigt skabe plads til tusindvis af nye beboere.

– Ambitionen med Kulturhus Bunkeren er, at vi får et centralt samlingspunkt for hverdagslivet i den nye bydel Margrethebjerg i Aarhus. Den ikoniske bygning kommer til at danne ramme for nye fællesskaber, foreningsliv og folkeoplysning – for en meget bred og mangfoldig gruppe af borgere, udtaler Christine Paludan, uddelingschef i Nordea-fonden.

Byrådet i Aarhus afsatte ved seneste budgetforlig 10 millioner kroner til projektet, der får en samlet ramme på 131 millioner kroner, når man regner finansieringen fra EU-projektet Imperfect City med.

Den tidligere Journalisthøjskole fra 1972 er kendt for sin brutalistiske arkitektur. Bygningen skal rumme en socialøkonomisk café, værksteder, koncert- og mødelokaler, samt plads til fællesspisninger, læsegrupper, og meget mere.

Projektet forventes at stå færdigt i 2028. Allerede nu er transformationen i gang med midlertidige aktiviteter og inddragelse af både nuværende og kommende brugere.

FO-Aarhus, som står bag projektet, valgte i 2023 Aart Architects til at udarbejde en arkitekturstrategi og et skitseforslag for omdannelsen af den tidligere journalisthøjskole.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling