Forening vil nedrive bevaringsværdig bygning midt i Aalborg

Nedrivning af den godt 150 år gamle bygning på Danmarksgade skal bane vej for 2.500 kvadratmeter nybyggeri i fem etager.

KFUM og KFUK holder til i den bevaringsværdige bygning på Danmarksgade i Aalborg. Bygningen kan have kurs mod nedrivning. Foto: Google Maps.
KFUM og KFUK holder til i den bevaringsværdige bygning på Danmarksgade i Aalborg. Bygningen kan have kurs mod nedrivning. Foto: Google Maps.

En gul murstensvilla fra 1881 på hjørnet af Rantzausgade og Danmarksgade i Aalborg kan blive revet ned, hvis et nyt lokalplanforslag bliver vedtaget.

Det skriver Nordjyske.

Bygningen på Danmarksgade 52 er bevaringsværdig og ejes af KFUM og KFUK, som i dag bruger bygningen til forskellige aktiviteter og udlejning af værelser.

Foreningen ønsker dog et nyt byggeri, fordi huset er dyrt at vedligeholde, har skader og ikke er fleksibelt eller handicapvenligt.

– Spørgsmålet er blandt andet, om vi skal bruge kræfter på at vedligeholde, når vi kunne få et nyt hus, som giver os en masse nye muligheder. Og det er grunden til, at vi nu har valgt at gå i den retning, siger formand for KFUM og KFUK i Aalborg, Simon Kallehauge, til Nordjyske.

Planen lægger op til et nyt byggeri i fem etager med foreningslokaler i stueetagen og udlejningsboliger ovenpå.

Det samlede etageareal er opgjort til cirka 2.500 kvadratmeter, og bebyggelsesprocenten for grunden vil dermed blive cirka 257 procent.

Kommunen vurderer, at projektet umiddelbart kan overholde kommuneplanens rammer for området, men ikke kan gennemføres inden for den gældende lokalplan fra 1994. Det skyldes blandt andet, at det planlagte byggeri vil blive placeret på arealer, der i den nuværende lokalplan er udlagt som friareal. Derfor vurderes det, at der vil være behov for at udarbejde en ny lokalplan, hvis projektet skal realiseres.

Ifølge kommunens forvaltning har ejendommen flere arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, herunder facader i gule mursten, stejlt skifertag med kviste, høje smalle vinduer samt markante detaljer i murværket. Gavlen mod Rantzausgade fremhæves som særligt identitetsbærende, blandt andet fordi der stadig står malede bogstaver med teksten “K.F.U.K.”.

Samtidig har kommunen dog modtaget en byggeteknisk gennemgang fra september 2022, hvor der er konstateret omfattende fugtproblemer i kælderen. Undersøgelsen konkluderer, at problemerne ikke kan løses med mindre indgreb, og at en større renovering og fugtsikring ikke anbefales ud fra et økonomisk synspunkt. Udbedringen er vurderet til at koste omkring 2 millioner kroner.

Forvaltningen har derfor anbefalet, at der igangsættes ny planlægning for området, så et nyt byggeri kan være med til at fortætte og afslutte karréen, hvilket kan skabe et mere lukket og roligt gårdrum med bedre opholdsarealer og mindre støj fra vejene.

Et flertal i teknik- og miljøudvalget har indtil videre nikket ja til at sætte gang i planarbejdet, men der er endnu ikke truffet endelig beslutning om nedrivning.

Tilmeld Nyhedsbrev