Danmarks største forhandler af espressomaskiner og espressokaffe, Rigtig Kaffe, åbner den 29. oktober sin første butik på Sjælland.
Det nye showroom på Nybrovej 91 i Gentofte får mere end 400 kvadratmeter med over 100 maskiner, et stort udvalg af kaffe og et helt nyt kaffelaboratorium.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech København, der har formidlet udlejningen af butikslokalerne for Peter Lundholm, der gennem selskabet West Star Property Holding købte ejendommen for 26,75 millioner kroner i 2022.
Rigtig Kaffe blev grundlagt i 2009 af ægteparret Anne-Dorthe og Morten Melballe, der startede som ren netbutik i Skanderborg.
I dag står Rigtig Kaffe for omkring hver tredje solgte espressomaskine i Danmark og har siden udvidet med hovedsæde og showroom i Tilst ved Aarhus.
Ifølge direktør Anne-Dorthe Melballe er det nye showroom et naturligt skridt i virksomhedens udvikling.
Hun fortæller, at mange kunder fra Sjælland har efterspurgt et sted, hvor de kan se og afprøve produkterne, og at efterspørgslen efter kvalitetskaffe er stor i hovedstadsområdet.
– Det har også hele tiden været vores langsigtede plan at rykke herover, så vi er meget glade for, at det nu er lykkedes med vores nye showroom, udtaler Anne-Dorthe Melballe.
Rigtig Kaffe overtog lejemålet i slutningen af august 2025, og har siden brugt tiden på at indrette lokalerne.
– Showroomet kommer til at rumme mere end 100 espressomaskiner, alle vores kaffeblends og cirka 2.000 nørdede produkter inden for kaffebrygningssortimentet, udtaler Anne-Dorthe Melballe.
EDC Erhverv Poul Erik Bech fremhæver lejemålets centrale beliggenhed tæt på Lyngbymotorvejen og de gode parkeringsforhold.
– De store facadevinduer ud mod Nybrovej, som er en af Gentoftes mest trafikerede strækninger, giver Rigtig Kaffe maksimal synlighed, udtaler udlejningschef Peter Davidsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech København.
Ejendommen på Nybrovej 91 i Gentofte består ifølge Resights af tre bygninger med et samlet bygningsareal på 887 kvadratmeter fordelt på tre erhvervlejemål. Den primære bygning er opført i 1946 og er beliggende på en 2.083 kvadratmeter stor grund.
Ifølge ejendomsportalen har West Star Property Holding 34 ejendomme til en værdi af 600 millioner kroner.






















