Efter otte år som formand for Boligkontoret Danmark har Klaus Bentzen fra Bogense besluttet ikke at genopstille ved organisationens repræsentantskabsmøde den 30. maj.
Dermed afslutter han et mangeårigt arbejde i en af landets største nonprofit boligadministrationer, oplyses det i en pressemeddelelse.
Klaus Bentzen har været formand for Bogense Boligforening siden 2007 og blev valgt ind i bestyrelsen for Boligkontoret Danmark året efter. I 2018 overtog han formandsposten i den landsdækkende organisation, som administrerer mere end 36.000 almene boliger samt ældre- og plejeboliger i en række kommuner.
Ifølge Klaus Bentzen har beslutningen om at stoppe været under overvejelse i længere tid.
– Da jeg fyldte 75 år, var det naturligt for mig at tage stilling til, hvornår stafetten skulle gives videre, udtaler han.
I sin tid som formand har han været kendt for at være synlig i hele landet med deltagelse i møder, rejsegilder og arrangementer hos medlemsorganisationerne. Han fremhæver især fællesskabet i de almene boligområder som noget særligt.
Klaus Bentzen peger blandt andet på, at beboere hjalp hinanden under coronanedlukningerne og i forbindelse med modtagelsen af ukrainske flygtninge.
Selv om han stopper som formand for Boligkontoret Danmark, fortsætter han som formand for Bogense Boligforening. Fremover vil han også bruge mere tid på familien, sejlture fra Bogense Marina og sin interesse for engelske veteranbiler.
På repræsentantskabsmødet den 30. maj skal der vælges en ny formand. Bestyrelsen har indstillet Bo Langendorff fra Bramming Boligforening til posten.























