Et kontordomicil fra 2008 på Odense Havn har skiftet ejer.
PFA Ejendomme har solgt den 2.784 kvadratmeter store bygning på Englandsgade 24 til Forsia Forsikring.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordicals Odense, som har formidlet salget af kontorejendommen.
– Ejendommen på Englandsgade er noget helt særligt – en domicilejendom i særklasse, hvor intet ved den er tilfældigt, udtaler indehaver og erhvervsmægler Morten Rasmussen, der har stået for forhandlingerne.
– En ejendom med liebhaverstandard, hvor alt fra indretningen, materialevalget og beliggenheden er helt i top.
Ejendommen ligger ifølge Nordicals Odense direkte ud til havnekajen og har i mange år været et kendt domicil i byen. Kombinationen af den centrale beliggenhed, den gode infrastruktur og et dynamisk erhvervsmiljø gør området til et af Odenses mest attraktive for virksomheder.
I begyndelsen af året blev ejendommen sat til salg for 59 millioner kroner, men ifølge tingbogen overtog Forsia Forsikring ejendommen den 1. september 2025 for en pris på 48,5 millioner kroner.
Tidligere har reklame- og marketingbureauet Nørgaard Mikkelsen haft adresse i ejendommen, men bureauet, der et af Danmarks største reklamebureauer, er flyttet til Sverigesgade.























