
Det danske elnet er under stigende pres fra den grønne omstilling, elektrificeringen af virksomheder og den voksende brug af kunstig intelligens.
Samtidig risikerer nye datacentre at vente i årevis på tilstrækkelig elkapacitet.
Nu har en forsker fra Aalborg Universitet udviklet en teknologi, der kan flytte en del af de tunge beregninger væk fra datacentrene og over på udstyr, der allerede er tilsluttet elnettet.
Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Teknologien, som kaldes Power to Compute (P2C), gør det muligt at lade blandt andet solcelleanlæg udføre enkle beregninger, som ellers ville blive sendt til et datacenter.
For eksempel kan man med P2C få et solcelleanlæg til at beregne, hvad kvadratroden af 81 er og sende svaret ”9” tilbage til det datacenter, der bad om beregningen på vegne af den 13-årige, der er ved at lave matematik.
Målet er ikke at erstatte datacentrene, men at aflaste dem og dermed reducere behovet for at bygge ny infrastruktur.
– Vi ser ikke P2C som en konkurrent til datacentrene. Vi ser det som et supplement. Datacentrene vil fortsat være nødvendige, men hvis vi kan flytte en del af beregningsarbejdet over i eksisterende energiinfrastruktur, kan vi reducere behovet for ny fysisk infrastruktur, udtaler Subham Sahoo lektor på Institut for Energi ved Aalborg Universitet.
Ifølge Subham Sahoo fra Institut for Energi viser de første beregninger, at teknologien kan sænke datacentrenes energiforbrug med omkring 10 procent og reducere udgifterne til nedkøling af servere med mellem 10 og 20 procent. Resultaterne er dog foreløbige.
– Det her er ikke noget, vi ser som en fjern vision langt ude i fremtiden. Vores foreløbige resultater er lovende, og ambitionen er at komme fra laboratoriet og ud i virkelige testmiljøer så hurtigt som muligt, siger Subham Sahoo.
Teknologien er indtil videre kun testet i laboratoriet, men flere danske virksomheder har allerede vist interesse for at deltage i forsøg. Hvis de nødvendige samarbejdspartnere og data falder på plads, kan de første test i virkelige omgivelser begynde allerede til efteråret.






















