Siden 2017 har planloven givet kommuner mulighed for at give dispensation til midlertidige studieboliger i op til 10 år, og det kan måske være med til at løse problemet med mangel på billige boliger i København.
På baggrund af et medlemsforslag stillet af SF har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune undersøgt, hvordan hvordan forvaltningen kan understøtte omdannelse af midlertidige modulbyggerier til permanente almene boliger enten på samme placering eller ved at flytte dem til en anden placering.
Det fremgår af adagsordenen til et møde i Teknik- og Miljøudvalget den 28. oktober.
“Det er ingen hemmelighed, at det er svært for de almene boligselskaber at holde prisen indenfor maksimumsprisen. Samtidig ser vi også, at både almene og private aktører har succes med at bygge billigere i præfabrikerede moduler. Fordi de er præfabrikerede, kan prisen holdes nede, og deres opbygning muliggør at man uden nedrivning kan ændre byggeriets form. Det betyder for eksempel, at et byggeri kan stå i ti år som midlertidige studieboliger, og derefter omformes til permanente almene boliger”, lød det i medlemsforslaget, som blev stillet af SF tilbage i maj.
Desuden har CPH Village og en almen bygherre har henvendt sig til forvaltningen med et ønske om at kunne genbruge modulerne fra de midlertidige studieboliger til permanent alment byggeri.
Netop CPH Village har gjort brug af muligheden for at bygge midlertidige studieboliger blandt andet som modulbyggeri på grunde, der først skal bebygges om 10 år eller mere, fordi grundene ligger i perspektivområder.
CPH Village har opført 400 midlertidige private studieboliger i København og har flere på vej. Der er typisk tale om, modulbyggeri, som kan skilles ad og flyttes til en anden placering.
Midlertidige modulbyggerier skal leve op til de generelle krav fra bygningsreglementet med den undtagelse, at det er muligt at undlade at etablere elevator til de midlertidige studieboliger. Men midlertidige modulbyggerier vil typisk ikke leve op til de krav til permanent boligbyggeri, der fastsættes i bygningsreglementet, i lokalplan og i kommunens politikker og strategier.
Forvaltningen i Københavns Kommune har været i dialog med CPH Village og en unavngiven almen boligorganisation om mulighederne for at omdanne de midlertidige private studieboliger til permanente almene boliger, enten gennem genbrug, ombygning på stedet eller ved at flytte og genbruge modulerne i nyt byggeri et andet sted.
Forvaltningen vurderer, at det under de rette omstændigheder kan være både økonomisk og miljømæssigt hensigtsmæssigt for de almene boligorganisationer at genbruge eller omdanne de midlertidige private studieboliger til permanente almene boliger, fremgår det af dagsordenen til mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 28. oktober.
Her skal politikerne i udvalget tage stilling til, om kommunens forvaltning skal henvende sig til ministeriet med henblik på at drøfte udfordringer og løsningsforslag ved omdannelse til almene boliger med ministeriet.
Mulighed for omdannelse af midlertidige studieboliger til almene boliger
Hvis det skal kunne lade sig gøre at omdanne midlertidige studieboliger til permanente almene boliger, er der en række lovgivningsmæssige og økonomiske forhold, som først skal afklares, eventuelt i form af ansøgning om et forsøg under almenboliglovens § 144:
- Almene boligorganisationer er omfattet af udbudsreglerne. Det har for eksempel betydning for byggeriets samlede økonomi, om de midlertidige boliger, en almen bygherre skal købe, regnes som eksisterende bygninger eller som byggemateriale, da der er forskellige beløbsgrænser (tærskelværdier) for, hvornår dette skal i udbud.
- I hvilket omfang det statsfastsatte maksimumbeløb for etablering af almene boliger muliggør omdannelse fra midlertidige private studieboliger, der for eksempel har dispensation fra tilgængelighedskravene til permanente boliger, såsom elevator og niveaufri adgang.
- Hvorvidt der inden for de gældende regler kan gives kommunalt tilsagn om støtte til de almene boliger, der ønskes etableret adskillige år ude i fremtiden, når lejekontrakten for de midlertidige modulboliger ophører. Støttetilsagn om grundkapital kræver i dag, at det nødvendige plangrundlag er på plads, og det er forbundet med en vis økonomisk usikkerhed at skulle give tilsagn til et projekt, der først lokalplanlægges og/eller gennemføres så langt ude i fremtiden.
Kilde: Københavns Kommune.