
Et nyt plejecenter og op mod 100 boliger er på tegnebrættet ved Anderupvej 54 i det nordlige Odense.
Bag skitseprojektet står H. Skjøde Knudsen, JEP Arkitektur og OK Fonden, men sidstnævnte oplyser over for Fyens.dk, at man ikke længere er en del af projektet.
Til gengæld skriver Allan Nielsen, direktør i H. Skjøde Knudsen, i en mail til avisen, at der “siden august 2024 er pågået en konstruktiv dialog med Odense Kommune om lokalplanen for området og disponering heraf.”
By- og Kulturudvalget skal den 17. december tage stilling til, om lokalplanforslag og et kommuneplantillæg for projektet skal sendes i offentlig høring i otte uger.
Ifølge kommunens forvaltning er området ved Anderupvej, hvor der i dag ligger en rideskole, velegnet til formålet.

Lokalplanforslaget skal give mulighed for at bygge et plejehjem på cirka 6.500 kvadratmeter med 80 plejeboliger samt yderligere 97 boliger, hvoraf 52 bliver almene ældreboliger, mens 47 bliver såkaldte tryghedsboliger.
I alt vil der være tale om 14.500 kvadratmeter bebyggelse på den knap 65.000 kvadratmeter store grund, der ligger lige over for Rema 1000.
Bebyggelsen opføres i én etage med fokus på arkitektonisk sammenhæng, grønne omgivelser og adgang til fælles opholdsarealer. Eksisterende bygninger på området forudsættes nedrevet.
Der etableres vejadgang fra Anderupvej, og parkering indpasses med færre pladser ved ældreboliger i tilknytning til plejehjemmet.






















