Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) køber den tidligere Nets-bygning i Ballerup frem for at leje bygningen af Bygningsstyrelsen.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Bygningen skal huse Cyberdivisionen og dele af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og bliver udstyret med avancerede sikkerheds- og it-faciliteter.
– Jeg har orienteret forligskredsen om, at Cyberdivision skal have tidssvarende faciliteter, der afspejler den skærpede sikkerhedspolitiske situation og det stigende krav til Forsvarets IT og cybersikkerhed, udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
– Det er afgørende for kampkraften i dansk forsvar og for vores muligheder for at samarbejde med vores internationale partnere i fremtiden.
Projektet blev sat i gang allerede i 2021, men viste sig dyrere og mere omfattende end først planlagt. Ved at købe bygningen frem for at leje den, forventer Forsvaret at kunne skære flere år af tidsplanen, så Cyberdivisionen hurtigere kan flytte ind.
De nye faciliteter bliver en forudsætning for Forsvarets digitale og operative udvikling, og de skal understøtte en række større investeringer som nye skibe, luftforsvar, arktiske projekter og opbygningen af en tung brigade. Samtidig vil Forsvaret hurtigere kunne etablere den nødvendige kapacitet til at kommunikere med allierede i både NATO og EU.
Købet skal først godkendes af Folketingets Finansudvalg, og finansieringen vil i første omgang ske gennem Accelerationsfonden i 2025 og 2026, mens resten af udgifterne dækkes i de følgende år.
På vegne af Forsvaret købte Bygningsstyrelsen i april 2021 ejendommen på Lautrupbjerg 8-10 af det familiejede danske investeringsselskab City Property Holding for knap 280 millioner kroner.






















