
Forsvaret skal fremover kunne overtage alle typer ejendomme i Danmark, hvis landet kommer i krig eller rammes af andre alvorlige krisesituationer.
Det foreslår forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i et nyt lovforslag.
I dag kan Forsvaret kun ekspropriere private borgeres ejendom mod fuld erstatning, men ikke ejendomme ejet af virksomheder, organisationer eller offentlige myndigheder. Det skal ændres, så pligten kommer til at gælde enhver.
Lovforslaget peger på, at Forsvaret i en krigssituation kan få behov for at bruge blandt andet skoler, idrætshaller, lagerbygninger, havne og lufthavne til transport og indkvartering af både dansk og udenlandsk militært personel.
Samtidig vil lovforslaget give mulighed for større fortrolighed i Forsvarets undersøgelser af militære ulykker og havarier.
Lovforslaget skal førstebehandles i Folketinget den 27. februar 2026.






















