Selvom boligrenterne er steget fra nul til 5 procent, og inflationen har buldret i mere end et år, er optimismen stadig stor, når boligen skal sælges.
Ifølge Finans Danmarks udbudsstatistik for de sidste fem år er udbudspriserne for villaer og ejerlejligheder i dag henholdsvis 20 og 21 procent højere nu end i 2018, mens fritidshuse i dag udbydes til priser, der i gennemsnit ligger 45 procent over niveauet fra 2018, viser beregninger, foretaget af ejendomsmæglerkæden Estate.
Forskellen på udbudspriserne fra 2022 til 2023 er kun beskeden i forhold til konjunkturudviklingen.
– Salgspriserne er faldet mere end udbudspriserne det seneste år, hvilket tyder på, at der stadig eksisterer stor tillid til, at boligpriserne bør være på et højt niveau trods flere negative faktorer, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Han mener, at de små fald, der har været på udbudspriserne det seneste år, viser, at danske boligejere generelt har stærke privatøkonomier.
– Den store tillid til udbudspriserne er et udtryk for, at de, som køber boliger, som udgangspunkt er ved muffen. Med de rentestigninger, vi har set, er det faktisk lidt overraskende, at priserne stadig er så høje, hvilket også gælder salgspriserne, siger Thomas Hovgaard.
Selvom der spås flere rentestigninger i 2023, er der enighed om, at renterne, i takt med at økonomien bliver bedre, vil falde igen.
– Når renterne begynder at falde igen, vil boligpriserne, hvis det ellers går som det plejer, begynde at stige. Det er mange år siden, vi har været vidner til rentestigninger, som dem, vi har oplevet det seneste år. Men det er ikke før set, at boligmarkedet er kommet så uskadt igennem turbulensen, siger Thomas Hovgaard.
Udbudspriser i kroner per kvadratmeter
Maj 2018 | Maj 2019 | Maj 2020 | Maj 2021 | Maj 2022 | Maj 2023 | |
Parcel-/rækkehuse | 16.262 | 16.575 | 16.924 | 18.666 | 19.964 | 19.555 |
Ejerlejligheder | 32.031 | 32.874 | 33.935 | 38.085 | 40.167 | 38.992 |
Fritidshuse | 18.243 | 18.386 | 18.975 | 23.573 | 25.386 | 26.629 |
Kilde: Finans Danmark