AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

København har i mange år haft udsatte boligområder, som optrådte på statens liste over parallelsamfund, men nu har hovedstadskommunen ikke haft nogen boligområder på statens nye liste over parallelsamfund to år i træk.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse, hvor overborgmester Lars Weiss (S) udtrykker glæde over udviklingen.

– Men vi har stadig forebyggelsesområder på listen, så vi skal fortsat investere i at løfte boligområderne i København. Derfor afsatte vi også i vores seneste budget cirka 100 millioner kroner til at styrke indsatsen, udtaler overborgmesteren.

Blandt kommunens indsatser med at løfte de københavnske boligområder i en mere positiv retning tæller blandt andet opgradering og omdannelse af boligområderne, herunder boligsociale indsatser.

Desuden hjælpes hjemmegående til at komme i job eller uddannelse, ligesom idrætsprojekter og familieindsatser hjælper udsatte børn og unge og forebygger kriminalitet. Det resulterer blandt andet en mere blandet beboersammensætning og en positiv udvikling, lyder det fra kommunen.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet lister over omdannelsesområder, parallelsamfund, udsatte boligområder samt forebyggelsesområder udkommer en gang årligt, og måler blandt andet på indkomst, uddannelse, tilknytning til arbejdsmarked og kriminalitet.

Listen for 2024 viser, at København ikke har fået udpeget nogle områder hverken som udsat boligområder eller parallelsamfund.

Men der er udpeget 15 boligområder som forebyggelsesområde. Her optræder Frederiksholm i Sydhavnen for første gang som et forebyggelsesområde. Det skyldes, at andelen af beboere med ikke-vestlig herkomst er steget til over 30 procent.

Fakta

  • Med Budget 2025 afsatte de københavnske politikere cirka 100 millioner kroner til at sikre en langsigtet, positiv udvikling i de udsatte boligområder. Af disse midler går blandt andet 25 millioner kroner til anlæg og nyt liv til parken ved Bispeengen i Lundtoftegade.
  • I 2010 havde Københavns Kommune 10 områder på statens liste over parallelsamfund. Det drejede sig om boligområderne Mjølnerparken, Tingbjerg/Utterslevhuse, Aldersrogade, Bispeparken, Lundtoftegade, Hørgården, Gadelandet/Husumgård, Akacieparken, Blågården og Sjælør Boulevard. I 2022 var Tingbjerg og Aldersrogade ikke længere på listen, og i 2023 blev Mjølnerparken også taget af listen.
  • 15 boligområder i København er udpeget som forebyggelsesområde per 1. december 2024.
    • Aldersrogade
    • Tingbjerg/Utterslevhuse
    • Hørgården
    • Bispevænget
    • Bellahøj
    • Bispeparken
    • Blågården
    • Folehaven
    • Gullandsgården
    • Lundtoftegade
    • Remisevænget
    • Sjælør Boulevard
    • Frederiksholm (ny)
    • Glumsøparken
    • Stærevej

Kilde: Københavns Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling