AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Udbuddet af villaer og rækkehuse faldt fra november til december. I starten af december var der 36.052 huse til salg over hele landet, og det er et fald på 1,8 procent siden starten af november.

Sammenlignet med starten af december sidste år ligger udbuddet dog 5,6 procent højere, viser nye tal fra Boligsiden.

– Udbuddet er pænt sammenlignet med sidste år. Der er godt gang i boligmarkedet med mange handler og mange, der gerne vil sætte til salg. Faldet i udbuddet, som vi ser her i december, er sæsonbetinget, men den årlige stigning i udbuddet er en tendens og en respons på den generelt høje aktivitet på boligmarkedet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom på Boligsiden.

Udbuddet af ejerlejligheder faldt med 1,8 procent fra november til december, men i modsætning til markedet for villaer og rækkehuse er udbuddet af ejerlejligheder på landsplan lavere end sidste år.

Udbuddet er faldet med 11 procent på landsplan fra december 2023 til december 2024. Det er især hovedstadsområdet, der er blevet støvsuget for ejerlejligheder – her er udbuddet faldet 2,3 procent siden sidste måned og med 22,9 procent siden december 2023.

– De seneste måneder er der for alvor kommet gang i lejlighedssalget, og udbuddet har svært ved at følge med. Kun i Region Nordjylland og Region Sjælland er der flere ejerlejligheder til salg sammenlignet med sidste år, siger Birgit Daetz.

Mange sommerhuse at vælge imellem

Selvom udbuddet af sommerhuse faldt med 6,7 procent i december, ligger det 21,2 procent højere end i december 2023. Siden april i år har der været over 6.000 sommerhuse til salg over hele landet. Før den tid skal vi tilbage til starten af oktober 2020 for at finde et udbud på over 6.000.

– Der er stadig mange, der er interesserede i både at købe og sælge sommerhuse. Det høje udbud kombineret med et fornuftigt renteniveau gør det attraktivt for mange at få en feriebolig i Danmark, siger Birgit Daetz.

Udvikling i udbud på villaer og rækkehuse fordelt på regioner

Region Udbud (antal) Månedlig ændring Årlig ændring
Hele landet 36.052 -1,8 procent 5,6 procent
Region Hovedstaden 4.962 -4,4 procent -5,2 procent
Region Midtjylland 10.437 -1,8 procent 10 procent
Region Nordjylland 6.101 0,1 procent 11,5 procent
Region Sjælland 5.456 -1,6 procent 2,1 procent
Region Syddanmark 9.096 -1,6 procent 5,9 procent

Kilde: Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling