Nordic Properties ved nedrive FOA-bygningen på Vilhelm Thomsens Allé 9 i Valby og i stedet bygge 84 ungdomsboliger. Foto: Google Maps.
Nordic Properties ved nedrive FOA-bygningen på Vilhelm Thomsens Allé 9 i Valby og i stedet bygge 84 ungdomsboliger. Foto: Google Maps.

Poltikerne i Københavns Kommune skal i næste uge tage stilling til fremtiden for en kontorbygning fra 1965 på Vilhelm Thomsens Allé 9 i Valby.

Nordic Properties købte i januar 2026 ejendommen af FOA for 18,75 millioner kroner, og nu vil ejendomsudviklerne rive den fire etager høje bygning ned og opføre omkring 84 ungdomsboliger med et samlet etageareal på 2.700 kvadratmeter på grunden.

Men kommunens forvaltning anbefaler, at politikerne nedlægger et § 14-forbud mod nedrivningen og i stedet udarbejder en bevarende lokalplan for ejendommen med et etageareal på knap 2.100 kvadratmeter samt godt 500 kvadratmeter kælder.

Bygningen er tegnet af arkitekt Palle Suenson, og blev opført i 1965 som socialkontor for Dansk Blindesamfund, mens den efterfølgende har været brugt som administrationsbygning af FOA, der siden er flyttet til et nybyggeri på Sluseholmen.

Bygningen er ikke registreret som bevaringsværdig i SAVE-registret, fordi den på registreringstidspunktet var for ung til at opfylde alderskriteriet.

Forvaltningens samlede vurdering er imidlertid, at bygningen har høj bevaringsværdi på alle tre områder: Arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssigt. Forvaltningen peger blandt andet på bygningens sammenhæng med den omkringliggende bebyggelse og dens historie som en del af Dansk Blindesamfunds og Københavns Kommunes bygningshistorie. Forvaltningen fremhæver blandt andet bygningens gule mursten, røde tegltag og dens karakteristiske vinduesbånd.

Ejeren er stærkt uenig, fremgår det af en partshøring. Nordic Properties har undersøgt muligheden for at ombygge bygningen til boliger, men vurderer, at det højst vil være muligt at skabe omkring 40 boliger. Det er 44 færre end ved nybyggeriet. Ejeren fremhæver samtidig problemer med blandt andet dagslys, udsyn, altaner, lyd, brand, installationer og konstruktioner.

Ifølge ejeren vil en ombygning kræve så omfattende indgreb, at der i praksis bliver tale om en næsten total ombygning. Blandt andet kan etagedækkene skulle bygges 10-20 centimeter op for at opfylde moderne lydkrav, mens nye lejlighedsskel kan kræve konstruktive forstærkninger fra kælderen og op gennem bygningen.

“Det er på denne baggrund vores samlede vurdering, at en bevaring af den eksisterende bygning ikke vil føre til et bedre boligprojekt, men derimod til færre og mindre attraktive boliger til en højere samlet omkostning”, skriver Nordic Properties i partshøringen.

Forvaltningen i Københavns Kommune afviser dog, at indsigelserne ændrer vurderingen. Ifølge forvaltningen fremstår bygningen i fin stand, og at der er ikke dokumentation for, at bygningen indeholder miljøfarlige stoffer. Samtidig understreger kommunen, at nedrivning har et stort klimamæssigt aftryk, og at bygningen formentlig kan transformeres til boliger.

Politikerne i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal den 28. september tage stilling til, om man vil følge indstillingen fra forvaltningen og nedlægge § 14-forbud mod ejendomsudviklerens ønske om at rive FOA-bygningen ned.

Nordic Properties ejes af John Strømberg Theisen og Thomas Sehested. Sidstnævnte er tidligere verdensmester i windsurfing, og han blev mangemillionær på salget af softwareselskabet Dtecnet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev