En kommuneplanændring skal bane vejen for et stort boligprojekt i Sædding i Esbjerg.
Restauranten Den Røde Okses bygninger på Tarphagevej blev sidste år sat til salg, og kommuneplantillægget skal hæve den tilladte bebyggelsesprocent for den 2.800 kvadratmeter store grund fra 75 procent til 150 procent, ligesom det maksimalt tilladte etageantal skal hæves fra de eksisterende fire etager til otte etager.
Med ændringen og en ny lokalplan vil der kunne bygges 4.060 kvadratmeter boliger fordelt på to nye bygninger i henholdsvis fem og syv etager.
Politikerne i Plan & Byudviklingsudvalget skal tage stilling til sagen den 24. oktober.
“Med dette nye markante projekt skabes et byggeri tæt på natur og by, der løfter arkitekturen og boligmassen i Esbjerg”, fremgår det af dagsordenen.
“Lokalplanen tilstræber på den baggrund at sikre et byggeri med høj arkitektonisk kvalitet, der tilfører nye kvaliteter til bybilledet. Dette er sket ved at sikre en åben struktur mellem de to bygningsmasser med differentierede højder. Bygningerne skal laves i teglsten, hvilket laver en reference til Fiskeri & Søfartsmuseet, og beplantning af parkeringsarealet er tilpasset Tarphagevej”, lyder det videre.
Ifølge de offentlig registre er ejendommen endnu ikke solgt. Restauranten ejes af Allan Enevoldsen og Lasse Dons Møller. Med den kommende lokalplan fjernes muligheden for at drive restaurant i området.