Stor vandsalamander, springfrø, skovfirben, edderfugl og digesvaler er blandt de beskyttede arter, som naboer gennem sommeren har dokumenteret på og omkring grunden til det planlagte badehotel i Lundeborg.
Det skriver Fyens.dk.
Fundene kan få betydning for byggeriet. Forsker Thomas Bjørneboe Berg fra Naturama peger på, at blandt andre stor vandsalamander og springfrø er omfattet af EU’s regler om særlig beskyttelse. Han vurderer dog ikke, at fundene i sig selv betyder, at hotellet ikke kan bygges.
– En måde, man kan løse udfordringen på, er ved at kompensere for det område, man bygger på, ved at skabe nye levesteder i nærområdet. Det kan for eksempel være vandhuller og stendiger, hvor de arter, der allerede lever i området, måske endda kan trives bedre, siger han til Fyens.dk.
Svendborg Kommune oplyser, at de beskyttede arter kan føre til krav om afværgeforanstaltninger eller i sidste ende forsinke projektet. Når kommunalbestyrelsen har taget stilling til bygherrens syv ønsker om dispensation fra lokalplanen, skal kommunen gennemføre en miljøscreening. Den skal afgøre, om der er behov for en mere omfattende miljøvurdering.
Naboerne ønsker netop en fuld miljøvurdering. De frygter, at hotellet med plads til 312 gæster vil skabe mere trafik, støj og pres på naturen. Hotellet er planlagt som 12 store huse på mellem cirka 600 og 937 kvadratmeter.
Kommunen kan endnu ikke sige, om fundene vil føre til en miljøvurdering. Samtidig afviser bygherren, Skanlux Byggefirma, at det er sandsynligt, at der findes fredede og truede arter på selve grunden, som tidligere har været campingplads med tætklippet græs, biler og campingvogne.
Hvis beskyttede arter faktisk lever på byggegrunden, kan de dog blive en alvorlig udfordring for projektet. Kommunen understreger, at processen i så fald kan blive sat på pause, mens der findes en løsning.





















