Frederiksbergs nye bykvarter skal hedde Hospitalshaven

Fra 2027 udvikles en helt ny bydel på hospitalsgrunden på Frederiksberg. Allerede nu har den kommende bydel fået sit navn.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Frederiksbergs nye bykvarter, som bliver udviklet fra 2027 på den gamle hospitalsgrund, skal hedde Hospitalshaven.

Det har politikerne i By- og Erhvervsstrategisk Udvalg besluttet, skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

– Når man hører navnet, Hospitalshaven, er man ikke i tvivl om, hvor vi er på Frederiksberg. Og det er meget Frederiksbergsk. Tænk bare på Aksel Møllers Have, Hostrups Have eller Porcelænshaven. Nu ser jeg meget frem til, at vi går i gang med den faktiske omdannelse af Frederiksbergs nye kvarter, udtaler hovedstadskommunens borgmester Michael Vindfeldt (S).

Der skal bygges 1.200 boliger på hospitalsgrunden, men bykvarterets centrum kommer til at bestå af en stor park, som allerede anlægges i 2025.

– Med Hospitalshaven sætter vi barren højt, så hele området bliver en have af høj kvalitet. Og det passer jo godt med, at vi netop har besluttet at anlægge en park i hjertet af Hospitalshaven som et af de første større initiativer på området, udtaler formand for By- og Erhvervsstrategisk Udvalg Lone Loklindt (R).

Omkring 80 procent områdets bevaringsværdige bygninger fra Frederiksberg Hospital bliver bevaret. Det svarer til 66.700 kvadratmeter bygninger. Derudover tilføres 79.800 kvadratmeter nybyggeri, så det samlede etageareal når op på 146.500 kvadratmeter.

Allerede nu er der på hospitalsgrunden midlertidige aktiviteter i form af blandt andet kunst, dyrkningshaver og padelbaner.

Frederiksberg Kommune købte i 2021 Frederiksberg Hospital af Region Hovedstaden for 771 millioner kroner.

Udviklingsplanen for den 141.600 kvadratmeter store grund er udarbejdet af Effekt i samarbejde med Arkitema, Cowi, Gemeinschaft og Creator Projects.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling